Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Garborg: Hanna Winsnes’s kogebog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222-
ligt . . . men elet gaar ikke. Man liar faaet kristendom i
blodet-Det kan ikke bli os rigtig morsomt, det liv, vi ser; det er saa.
lidet i orden. Der er saa mange, som har det vondt uden at
have forskyldt det. Ikke bare menneskelig vondt, saadan som vi
alle har det og rimeligvis faar det; nei, dyrisk vondt . . . sult,
kulde, slid, smuds . . . hvorfor skal de ha det slig, al den stund
jorden egentlig er for os alle?
Og saa blir bøgerne fulde af ugemytlighed.
Der var et Kristiania bourgeois-blad, som ved nytaarstid
fortalte os, at livsglæden var under opseiling igjen i
verdenslitteraturen. Ikke blot havde Bjørnson skrevet „Paa Guds Veie", hvor
alle sygdomme kureres med undtagelse af lungetæring; men bladet
kunde nævne ikke mindre end tre europæiske forfattere, som var
optimister. Ak, jeg kjendte dem. De to var svensker, den tredie
tysk; ingen af dem kan maale sig med Hanna "Wiiisnes. Deres
optimisme er skjøn, men theoretisk. De er ikke glade, de
polemiserer bare mod sorgen. Hvorfor skulde vi sørge? siger de. Er
der nogen fornuftig grund til at være pessimist i en verden, livor
der vokser palmer, vin og syttenaars pigebørn ? — Ved at
polemisere mod tristheden vækker de den. Man kommer til at tænke
paa, at der vokser andet i verden end palmer; at næsten al vin
er forfalsket; at de syttenaars pigebørn begynder at kræve
politisk og kommunal stemmeret . . .
Alligevel fik jeg fat paa en bog af Verner von Heidenstam..
Han er den gladeste af borgeois-bladets tre optimister, og saa
skriver han reiseskildringer fra syden. Desværre skriver han
svensk; det svenske sprog minder mig saa forbandet om vort,
kjære unions vrøvl; — men saa var der en bog af ham, som var
oversat. „Fra Col di Tenda" heder den. Nu pleier jo alle
oversættelser fra svensk at vrimle af svecismer, og svecismer ærgrer
mig mer end alt; men jeg lagde ivei alligevel, og — merkelig
nok: i denne oversættelse var der ingen svecismer. Det vil sige:
der var én: menneskenes alle dumheder istedetfor alle
menneskenes dumheder; men den har ogsaa Bjørnson brugt . . . Kortsagt!
— der var intet iveien. Bogen virkede som en dansk-norsk
original ; sproget var bare noget renere end det pleier at være i
dansknorske originaler. Altsaa: den gladeste af de tre glade
skildringer fra syden, godt sprog, kun én svecisme — men den’ har
Bjørnson brugt —■! og enda duede bogen ikke til at sove paa.
Ogsaa Heidenstam er nutidsbarn; ogsaa Heidenstam er kristen.
Han har samvittighed; han har øie for samfundslidelsen; lian tror
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
