Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kitty L. Kielland: Lidt om norsk kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
226-
etc.1) Det som engang var et friskt gjennembrud, det skal nu være
normen for alle tider, friskere maa man aldeles ikke se. Dette med
det ny er noget væmmeligt krain, som ingen har bedt malerne om.
Man glemmer nemlig en ting, og det er, at kunsten er som alt
aands-arbeide en kultursag; det er umulig at forlange af den, at den nu skal
staa der, den stod for 30 aar siden. Staar den stille, saa blir den til
levebrødsstræv og ophører at være aandsarbeide.
For denne magelighed at nøie sig med det indvundne, at leve af
det tillærte, for den ligger mange malere under; der skal nemlig en
pokkers anstrengelse til for at komme udover det. Disse magelige
malere slaar sig sammen med den magelige del af publikum, og saa
lever de sammen baade godt og vel, som det heder i eventyret.
Den slappende fremskridtsløse virkning paa ikke-malere er værre,
fordi de kan leve videre i den til sin dødsdag og tro, at de har ret.
I sit eget livsarbeide, hvad det nu maa være, tar de ind tidens
fremskridt, men idet det ikke falder dem ind, at kunsten i allerhøieste grad
hører ind under tidens fremad vandren, saa lukker de sig borte fra al
den spirende, pulserende glæde, der er i den, og sidder igjen med de
tørre, visne blade. Dette kan den ærlige og begavede kunstner umulig
gjøre, hans talent gir ham’ ikke rast eller ro. Det vil frem til liv og
sandhed, og disse to ting ligger i selve tiden. Det, som var individuel
sandhed i kunstsynet for 20 aar siden, er det ikke mer nu. Jeg vil
tage et eksempel. Eilif Petersen malede i 1875 sit store historiebillede
„Elisabeths forbøn for Torben Oxe". Dette billede var dengang et ungt,
djervt tag i kunsten, det vandt i konkurrencen blandt Tysklands største
og dygtigste historiemalere.
Herhjemme gjorde dette billede stor opsigt, fordi det baade i farve
•og opfatning bragte noget nyt og friskt, og alligevel var det endnu
betydelig under tysk indflydelse. Han havde jo lært alt dernede.
Skulde Eilif Petersen nu ville male et lignende^ billede, vilde vistnok
•opgaven synes ham endnu meget mer vanskelig end dengang, idet
J) Ikke troede jeg, da jeg skrev dette, at jeg skulde faaet en saadan
■støtte fra 1846. I andet hefte af „Samtiden" staar i professor Dahls brev:
„Dog denne maade er mindre fordærvelig end at løbe efter publikums
smag, som nu tildags vil se alting gult og varmt — ingen blaa luft —
graagrønt ja brune skyer — sammensatte unaturlige kompositioner, stil,
stemning kort det samme som for 200 aar siden bragte konsten ned til
blotte decorationer."–„Dysseldorf har ei virket saa velgjørende paa
de fleste unge malere fra Norge som man tror; en renere uskyldigere
anskuelse er ofte at ønske."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
