Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Skram: Knut Hamsuns „Sult“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
281-
hvad der ligger før og efter den fortærende sult i lians liv,
faar vi intet at vide. Yi møder dette „jeg" midt oppe i
elendigheden. Endnu er han forholdsvis koldblodig og glad for blot det
mindst mulige af et gunstigt tilfælde. Han stræber med sine
artikler, han er stolt i sin sult, mest tilbøielig til at være mild, og
han er ydmyg og voldsom paa samme tid, han haaber, han giver
sin vest hen til en, der langt fra er saa fattig som han selv, han
digter sig ind i en glødende hede, han lyver, forarger, stamper
imod, opgiver det hele og faar hvilestunder, hvori han paany kan
leve. Bestandig er han syg af ny og gammel sult, han mister
haaret i store totter, han har feber og er saa nervøs, at han maa
lægge klude over hænderne, medens lian skriver, fordi han ikke
kan taale aandedragets sagte pusten paa huden. Men værst af
alt næsten er det dog, at naar det endelig lykkes ham at faa et
maaltid mad, kan han ikke taale det, han maa give det fra sig
igjen. Da forbander han en dag Gud, saa himlen staar i brand.
Og midt i alt dette smutter der ind et møde med en pigelil, der
er saa smeltende yndefuldt og forskrækkende sandt, at det
formodentlig vil blive aarsag til et forbud mod bogen fra
dydens side. Men videre og videre glider lian ned i den sorte
nød, vanviddet er ude efter ham, han er ved at bryde moralsk
sammen, eller døden optræder simpelthen i hans følge. Det er
en kjæde af store og smaa stemninger i en eneste fortsat
tilintetgjørelsens kvide, en overraskende og pragtfuld rigdom paa
omslag inden for samme fortvivlelse. Det er betagende altsammen,
som den virkelige nød er det; „Sult" er en bog man ikke kan
lægge fra sig, før den er læst til ende.
Som høidepunkter i fremstillingen bør vistnok nævnes
skildringen af den nat, han tilbringer i den reserverede afdeling for
husvilde paa politikammeret, og saa hele sidste afsnit om
logishuset. Man har der paa den ene side Hamsuns overvældende
evne til at finde udtryk for de mest særegne, selvskabte
stemninger — saa særegne, at man skulde være tilbøielig til at
liidlede dem fra et liv i en fantasi, vi slet ikke kjender —,
og paa den anden side hans styrke i den fuldstændig nøgterne
gjengivelse af det sete. Den sidste egenskab ved Hamsuns kunst
er ikke den mindst værdifulde, det er til syvende og sidst den,
jjjJer lover mest for fremtiden. Hvor stort et fond af smertefuld
eller glad og følelsesrig lyrik, han end har at øse af, vil der for
hans kunst dog blive mest hvile i den ligefremme gjenfor-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
