Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Irgens Hansen: Gabriel Finne: „Doktor Wangs børn"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
283-
døtre; fra sidste kuld Collet Yogts Familiens Sorg, og nu
denne Gabriel Finnes bog.
Der er en væsensfor skjel mellem disse ældres og de yngres
maade at se og behandle sit stof paa. Forskjellen er ikke alene
den, at de ældre har skrevet sine bøger paa et mere modent
alderstrin, at de har seet mere og reflekteret mere over det sete,
saa at skildringen giver større forstaaelse af alle forhold.
Forfatternes forskjellige modenhedsgrad giver dog ikke den hele
forklaring, denne er at søge i forskjellen mellem det ældre og det
nyere slegtled. Jeg tror at træffe det væsentlige ved at sige, at
de unge er bleven sintere, utaalmodigere, mere udfordrende, ellers
vilde ogsaa de ventet, til en mere udviklet alder havde givet
dem oversigt over de vanskelige forholde, de har indladt sig paa
at skildre.
Men netop fordi de ikke har kunnet, fordi sinnet saa at sige
er løbet af med dem, netop derfor er begge disse bøger saa
friske. Baade i Collet Yogts og Gabriel Finnes bøger er der
slemme tegnefeil, eller om man vil, for kort perspektiv, fordi
maleren har staaet for nær sit forgrundsmotiv. Børnene er set for
stort og forældrene er bleven for smaa, rene staffagefigurer.
Dette er delvis skeet med vilje, men jeg tror ikke, jeg feiler,
naar jeg mener, at forf. har følt, at de ikke helt har kunnet
magte forældrene, og derfor har ladet dem blive skisserede.
En bog som Gabriel Finnes viser et paafaldende talent; han
har en sjelden evne til at give en scene, tegne et billede, og han
gjør det paa sin egen maade, hvor han er heldigst, og selv hvor
han minder, — f. eks. om Alexander Kielland, — er stiliseringen
saa frisk, at man ikke stødes formeget.
De, som harmes over bøger som doktor Wangs børn og
Familiens Sorg, disker altid op med privathistorier, men hvad
vedkommer de et litterært arbeide som saadant? Det er godt
eller ikke, aldeles uafhængig af, hvem der har staaet model, og
jeg synes, man skulde spare lidt paa medlidenheden med
modellerne og heller tænke over, om det kanske ikke er et tegn til
sundhed heller end til forderv, at unge mennesker skriger lige
ud fra disse trange, triste og raa norske hjem, hvor religion og
legemsstraffe veksler som døivningsmidler mod den hellige
frihedstrang hos mennesket.
Nn kan de ikke vente længer, de norske forfattere med
talent, kan ikke vente til de som Jonas Lie og fru Collet selv
er bleven far eller mor. De skildrer fra sønnernes stade, og de-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
