Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Olaf Skavlan: Latinen og græskens stilling i skolen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
374
og litteratur, som havde eiet hine verdensberømte navne, at Cæsars
hærtog og Julians bedrifter var skeet paa vor grund, og at hele
hin store klassiske kultur den dag idag havde kunnet appellere
til norske traditioner og norsk nationalfølelse! Men hvad har vi
af lod og del i alt dette? Man indvender undertiden, at
re-naissancen, den store gjenvækkelse af hele denne gamle kultur,
har gjort tilegnelsen, begeistringen for klassikerne fælles for alle.
Men det er ikke saa. Denne senere tiders gjenoptagelse,
efterlignings- og gjenklangs-litteratur i Europa har ikke havt nogen
nævneværdig tradition hos os. Ingen af de store humanismens
navne, ingen af renaissancetidens kunstfornyere af ry er
knyttede til vor fortid. End ikke de store kjæmpepedanter har vi
rigtig faaet til at gro saa langt mod nord! Da vi kom med, var
det, som det pleier, bagefter; og hvem bryr sig eller har kunnet
bry sig hos os om vore diminutive latinpoeters samlinger, om
vore Amænitates Poesice eller vore Deliciæ Poetarum Danorum?
Vitus Berings vers eller vore skolerektorers dødfødte heksametere?
Den begeistring, som i sin tid blev renaissancen til del, var fuldt
berettiget; denne var et værdifuldt, hidtil uanet fremskridt; det var
virkelig saa den gang, at det, at gaa til grækerne og romerne,
det var at gaa til al dannelses kilder. At lære disse sprog,
bare disse sprog, intet andet, det var i og for sig nok, indgangen
til en ny verden — den ypperste, eneste vei til al civilisations, al
kundskabs, al kunsts høide. Derfor hed det: Til kilderne! —
Det gav mesterne, det gav mønsterne, alt!
Nyere tids kritik har vist, at noget af det, man dengang
mest beundrede, kun delvis fortjente det; at man i meget
begyndte efterligningen fra den urette ende, saa man tog
forfaldsperiodens smag, Seneca’s tragedier og efter-ciceroniansk ordbram,
for de ypperste mønstere i kunst og veltalenhed; og først sent
naaede man i kritiken af poesi, som i kritiken af
billedhuggerkunst, tilbage til de største mestere, til den bedste tid. Enkelte
nyere landes digtning og sprogfølelse, som f. eks. italienernes
prosa, franskmændenes poesi, har i lange tider baaret merker
efter disse misforstaaelser i den gryende renaissanceperiode. Og
da den nationale bevægelse med ny kraft kom op i Mellemeuropa,
og man begyndte at øse af moderne, af folkelige kilder ved siden
af de gamle, blev alle disse misligheder skarpt fremhævede. Der
indtraadte en sterk bevægelse til fordel for det ny, imod det
gamle; og det er nu, i 1890, lange tider siden, at den store kamp
stod om, hvorvidt moderne forfattere skulde hente sine mønstere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
