Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bang: Hvordan jeg blev forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
454
Bedstefar blev svagere og svagere, mer og mer nedtrykt ogsaa:
han havde, tror jeg, ladet sin formue gjøre op og saa vel, at
tilbage var kun resterne, de rene stumper.
Saa var det en morgen, jeg var inde hos ham, lian sagde;
— Min go’e, jeg har forresten tænkt paa, vi maa vist gi dig
noget fast — at du kan lære at regne med penge . . .
Det var første gang i mit liv, at bedstefar havde talt til mig
om „at regne med penge", og det var, som følte jeg straks i det
første nu jorden ganske urolig under mine fødder.
— Ja, bedstefar, sagde jeg blot. Jeg vidste ikke stort, hvad
det vilde sige „noget fast", men jeg anede det ikke som noget
behageligt.
— For der gaar vist saa meget med, sagde bedstefar saa og
tog sig saadan tungt og hjælpeløst ned over øinene, som han i
den sidste tid pleiede.
Det gik hastig ned ad bakke med liam. Og saa kom den
sidste dag, og han, den gamle læge, vidste, det var forbi.
Han laa i sengen, hvid og skinnende, da jeg kom ind. Og
hviskende — han kunde neppe tale mer — lod han mig tage den
portefeuille ud af sekretæren, den gamle portefeuille, slidt, med
hans navnetræk i et blegt broderi, og han sagde med sin stemme,
der brast paa hvert ord, mens han stirrede mig ind i ansigtet
med de øine, der ikke mere kunde se:
— Der er femten hundrede kroner . . at du ikke skal merke
alting saa meget straks .... Graa saa . .
Og han tilføiede endnu en gang, for sidste gang, de ord, han
altid sagde, naar lian gav:
— Og sig det ikke til nogen.
Om middagen døde han. Og et af vort lands største
mennesker var ikke mer.
Begravelsen kom, og jeg stod der i den høie flortilliyIlede
kirke, hvor den thorvaldsenske sørgemarsch lød — den, der
følger alle, som bar store navne — og jeg trykkede i haanden
kongehus’ repræsentanter, prinsers, prinsessers, universitetets
repræsentanter, repræsentanter for hospitaler, for selskaber, for
foreninger, bud fra alle de hundrede virkefelter, som det liv havde
omspændt, der nu var forbi. Og jeg fulgte efter ligvognen i den
store sørgevogn, og familiebegravelsen lukkede sig over den gamle,
°g jeg vendte hjem — som det intet, jeg var.
Skilt ved et slegtled, der saa at sige var faldt ud af slegten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
