Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nye bøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
191
Ja, denne skovsusen. Denne lange, evige tone af trær, som
svinger i vinden, af bækker, som aldrig blir trætte, af Einundsfossen i
sit mørke juv, af liøifjeldvinden omkring toppen paa ensomme tinder,
der borer sig ind i himmelen og spør, hvad de skal staa her for i al
denne tid —!
Naar jeg sidder alene i stuen min, og det lider paa natten, og
•det slukner paa gruen, og det regner og blæser ude og er mørkt og
uhyggeligt, og den vaade vind gaar tungt gjennem lierne — da
kommer der rædde tanker over mig; jeg venter at se syner, blege ansigter,
som stirrer ind gjennem ruden med langt, vaadt haar nedover ligblege
kinder, drauger og trold, min fader, som ikke lever længere, men
fordølger mig om natten i urolige drømme, min pige, som kanske i denne
stund ligger i fjorden og dør, træt af at gaa mellem alt dette kryb,
som griser hende til med øine, fuld af liderlig dyd og med munden
fuld af søle.–-Og jeg hører lyd og larm rundt omkring stuen
min, tunge skridt, som stanser og gaar, smaa, flakkende raab, som
kommer bort, og gjennem skogsus og bækkedur syngende stemmer,
som stiger og svinder, og graad, kvindegraad, barnegraad, ræd, skræmt,
kvalt graad, som dør; lange, forvildende toner, visetoner,
gravsalme-foner, som vinden bærer frem og tilbage, og jeg ved ikke, hvor de
kommer fra."
Om vinteren er det ikke altid greit paa Kolbotn, der er forfærdelig
koldt, og stuen duer ikke stort, det nytter lidet at stoppe klæder i
sprækkerne; naar snestormen kommer susende, farer den tvers igjennem
alt, og det er ikke muligt at faa det varmt, ilden slukner paa peisen,
alting fryser, og det er knapt nok, at Garborg og ho Hulda kan holde
sig varme, naar de holder sengen hele dagen. Og vinteren er otte
maaneder lang, men fager er den. „Ein maa gje taal ut til klokka
tie elder so, vil ein sjaa sola paa Kolbotnen. Daa tek det til aa kveikja
seg atti aaskanten bortum sjøen der utimot Trona; ligg og gløder og
gløder med den fine ljose morgenroden mot skir, blaa snø, tildess det
gløder seg upp i bleik gullglans og straaler fram yver himmelen og ut
gjennom verda, at no er det dag! Og dagen strøymer ut gjennom dalar
og djuv, og det vaknor vest i Rundom. Daa er det so friskt, at daude
kunde vakna, og snøen paa høydarne glimar i raudt." —
Det bedste ved Kolbotnbrev er dog manden selv, som vi lærer at
kjende; en adelig mand, lidt bondsk i sin form af og til kanske, men
adelig indtil de fineste hjertetrevler, sikker og sanddru, grei og uden
vrøvl, med haan og medlidenhed paa rette sted og latter rislende over
det liele. Et koldt hoved, der hader dumheden mere end det elsker
vinding, et varmt hjerte, der hører al verdens nød, en rig fantasi, der
læser livshistorier og menneskeskjæbner ud af selve statsrevisionens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
