Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Ola Hansson - I. Dikter — 1884
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jag kan väl for mit knapphål
få bryt a en enda af.
Der nere du långsamt löses,
ocli kanske strömmar det fram,
ditt vasen, som närande safter
i rosenbuskens stam.
Kanhända din fägring glider
i blida floden opp
att prunka i varma fårger
i svallande rosenknopp.
Ocli derfor bryter jag af den
att fästa den i min rock.
Så liar jag här i verlden
ju något af dig dock.
„På kyrkogården" er neppe det bedste i denne første samling
af lyriske smaating, line og tungsindige, enkelte paa grænsen af
finhed og mathed, af tungsind og sentimentalitet. Men det er
kanske det mest betegnende. Det er i grove træk Ola Hanssons
livsanskuelse, hans syn paa kjærligheden og sorgen og hans
resignation —. det er konturerne til hans betydeligste digtning, til noget
af det mest skarpsynte og fintfølende i nyere nordisk litteratur,
Sensitiva amorosa.
„På kyrkogården" kunde staa som motto for Ola Hanssons
digtning. Det er et lidet blegt solstreif over mørke skyer, en fin
usanselig glæde paa baggrund af stor sorg og frugtesløs kamp,
kamp baade for idealerne og for verdens sterke fysiske livslykke.
Det er en nobel mand, som ser alt „genom dimmigt glas af
krossade illusioner", en mand der har været arbeider og er blevet
tilskuer, en ungdommelig troende, der ikke længer tror:
Han årligt verkat
i trägen id
och drömt i skogarnes
helgdagsfricl.
Och når han vankade
rastlöst kring.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
