Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edouard Rod: Tolstois moral
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
191
sig til (lem, men lever efter dem midt i et civiliseret samfund, er
sikkerlig en sjelden foreteelse. Derfor trækker ogsaa flesteparten af
„Krig og Freds" og „Anna Karénins" beundrere paa skuldrene og
erklærer den gamle mester for en ekscentrisk og syg mand, der er
bytte for et anfald af et slags mystisk vanvid.
Det er en noget overfladisk dom, .men den er almindelig antagen;
jeg mener, den er ganske uberettiget, især af to grunde:
For det første: Fra det oieblik Tolstoi er blevet herre over sit
geni til den dag idag, liar hans tanke, saavidt jeg kan forstaa,
udviklet sig med fuldstændig regelmæssighed, i en ret linje. Jeg
opdager i denne udvikling tre udviklingsfaser, der er knyttede til
hinanden ved den naturligste logiske rækkefølge.
a) Først er han en skribent, der lever som folk i almindelighed
og sigter mod de samme maal som alle skribenter, som alle mennesker,
søger at skabe verker, der kunde skaffe ham ære og rigdom; men i
disse fremkommer dog allerede de tanker, der piner ham. Det
eiden tid, da han skriver sine to store romaner, sine mesterværker „Krig
og Fred" og „Anna Karénin", hvor han, alt imens han som objektiv
kunstner skildrer sit lands seder, ogsaa sætter sig selv i scene og
dramatiserer sine tvil, sin angst, sin smertelige søgen efter „livets
mening" i personer som Andreas Balkonsky, Peter Bezukhof og Lévine.
b) Han har faaet al sin ærgjerrighed tilfredsstillet, men er dog
ikke lykkelig; der er endnu noget, som mangler; han opgir da længere
at jage efter skyggebilleder, der forsvinder, naar man tror at fange dem,
og tænker nu kun paa at søge efter dette „noget", som han altid har
havt en uklar anelse om, og som han vil naa frem til; han bryr sig
nu ikke om andet end sin egen samvittighed, som han undersøger i
dens hemmeligste folder; og denne undersøgelse giver ham den vished,
han tragter efter. („Min troesbekjendelse." „Min religion.")
c) Men denne vished er ikke metaphysiske formler, og dens
grundvold er ikke forstandsspekulationer: det er handling. Det er
umuligt eller ialfald værdiløst at besidde den uden at bruge den.
For at opnaa de virkninger, den lover, er det nødvendigt at udføre
den i praksis. Hvad kan det nytte, at man har fundet det gode, naar
man fortsætter med at gjøre det onde? Hvad nytter det, at man sidder
inde med sandheden, naar man bare gaar videre paa den urette vei?
Altsaa: man kan ikke være lykkelig eller ikke engang rolig,
medmindre man praktiserer de principer, hvis rigtighed man har erkjendt;
ja det er ikke engang nok, at man selv praktiserer dem, thi tanken
paa den menneskelige solidaritet blir mere og mere opslugende,
eftersom samvittigheden udvikler sig; man maa ogsaa overtale andre til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
