Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edouard Rod: Tolstois moral
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194
Men skjønt vi er omgivne af mange former af det onde, der
udsætter vor sjæl og vort legeme for mange farer, kan vi dog, alt
eftersom vi liar en mere eller mindre levende følelse af disse, flygte
for deres tyrani. Det er en sandhed, som Tolstoi og hele verden
anerkjender, og som han omsætter i en fortælling om en reisende, der
blev overrasket af et vildt dyr i ørkenen:
„For at redde sig undaf det vilde dyr, springer denne reisende i
en brønd; men paa bunden af brønden ser han en drage, der har
aabnet sit svælg for at sluge ham. Den ulykkelige vover ikke at
gaa ud af brønden af frygt for at blive vilddyrets bytte, og han vover
ikke at gaa ned i bunden af brønden af frygt for at blive slugt af
dragen, saa klamrer han sig til grenene af en busk, der vokser i et
indhuk i brønden. Hans hænder begynder at svigte liain, og lian føler,
at han snart maa give sig sin visse undergang ivold; men han klamrer
sig fast til busken og ser, at to mus, en sort og en hvid, gaar
omkring og gnaver paa roden. Den reisende ser det og ved, at han maa
omkomme; men mens han hænger slig, søger han omkring sig og finder
paa buskens blade nogle draaber honning; han naar dem med tungen
og indsuger dem med vellyst."
Der er mange mennesker, som af glæde over honningen, saalænge
de finder nogle draaber at slikke, glemmer det vilde dyr, dragen og
musene: det er de letvindte, letsindige og lykkelige mennesker. Der
er andre, som ikke et, øieblik glemmer sin frygt, men livis rædsel dog
formildes af honningen, og som finder stillingen næsten taalelig, naar
den trækkes i langdrag, og saalænge ikke honningen slipper op. Men
der er ogsaa dem, som har saa sterk følelse af faren, som i den grad
har sin opmerksomhed henvendt paa dyret, der lurer paa dem, paa
dragen, der venter dem, og paa musene, der øger deres angst, at de
ikke ser, eller at de foragter honningen og ser sig om efter en solidere
gren for at sikre sig lige vegten. Nogle finder den eller tror at tinde
den, og de griber til. — Det er til denne tredie kategori af reisende,
grev Tolstoi hører.
Begavet med en sjelden følsomhed, har han lidt efter lidt udvidet
dens omraade udover egoismens almindelige grænser, han har udstrakt
den til andre mennesker, til næsten. Og paa det nuværende stadium
af sin udvikling har han forstaaet, har han følt menneskehedens
skjæbne i hele dens tragiske rædsel — den reisende, som hænger
efter svage rødder, og hvis fald er nær forestaaende. Han gyser af
medlidenhed ved at sige til sig selv, at denne reisende har glemt sin
fare for at slikke honningen, og han vil advare ham. At han liar
seet rigtig, og at han har ret, kan man vel ikke tvile om. Og dog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
