Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Joh. L. Alver: Om jordens befolkningsforhold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
425
end tidligere. Sandsynligvis kan i vore dage tilfælder af nød, der kan
karakteriseres som virkelig hungersnød, kun paavises, hvor et lielt lands
grøde er blevet ødelagt af græshopper, saaledes som undertiden har
været tilfælde i Asien, eller af tørke, som af og til i Indien, eller af
plantesygdomme, som potetessygdommen i Irland. I det sparsomt
befolkede Australien er ofte hungersnød indtraadt; i det tæt befolkede
Belgien aldrig. Senior indrømmer den abstrakte evne hos
befolkningen til at vokse i den grad, at den vil øve et tryk paa
eksistensmidlerne, men han benegter, at den sedvanlig har denne tendens.
Tendensen synes i virkeligheden at være netop den modsatte. De
tidligste beretninger hos de nationer, som nu er civiliserede, viser det
samme billede, som nutidens vilde folkeslag frembyder, en tilstand af
sedvanlig fattigdom og fra tid til anden hungersnød. Hvis der findes
et enkelt land, hvor der nu er mindre fattigdom, end ialmindelighed
er tilfældet hos et vildt folkeslag, maa det være klart, at under de
omstændigheder, hvori det land har været stillet, har eksistensmidlerne
havt tendens til at vokse hurtigere end befolkningen. Men nu er dette
tilfældet i ethvert civiliseret land. Endog Irland, dette fattige og
folkerige land, der fremfor andre synes at skulle give et eksempel
paa, hvad Mill antager at være tingenes naturlige gang, lider i
nutiden med sine millioner mindre nød end den gang, da dets eneste
indbyggere var nogen faa stammer af jægere og fiskere. Hvis det
indrømmes, at der i den menneskelige race er en tendens til at hæve
sig fra barbari til kultur, og at fødemidlerne forholdsvis er rigeligere
under civiliserede end under barbariske tilstande, og ingen af disse
sætninger kan benegtes, saa følger deraf, at fødemidlerne har en
naturlig tendens til at tiltage i et større forhold end befolkningen.
Der fulgte en interessant korrespondence mellem Senior og Malthus,
men selve stridspunktet blev staaende omtrent, hvor det før stod, at
mens theoretisk seet befolkningens evne til at vokse hurtigere end
fødemidlerne var utvilsom, saa var det praktisk seet et faktum, at
denne evne neppe nogensinde udnyttedes, idet Malthus dog holdt paa
sin tidligere opfatning, at grunden hertil alene maatte søges i
preventive kræfters strenge og almindelige medvirken.
Der er imidlertid en del kjendsgjerninger, der er skikkede til at
indgyde mistanke mod Malthus’ theori.
Først og fremst maa man bemerke, at lnenneskeslegtens
virkelige frugtbarhed aldrig er naaet op til dens mulige frugtbarhed, ja
at afstanden fra det høiest mulige maal næsten altid har været
umaadelig stor, og at denne afstand iagttages, naar der hverken er last,
elendighed eller moralsk selvbeherskelse tilstede, at midt under den rige-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
