Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: De tre Kvinder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg kender Eder, unge, høje Kvinder,
jeg kender Dig, du Somrens gyldne Frue,
jeg véd din Feberrus af hede Minder
og dine solskinsbrune Lemmers Lue.
Dit Legem er en fast og moden Frugt,
hvis Kød en Elskers Mund og- Tand begjærer;
din Barm er som en Blomst med sødlig Lugt,
hvis Kalk i Nattens Dyb sin Duft frembærer.
Jeg kender ogsaa Dig, o Høstgudinde,
med giftblaa Blomster i de blege Hænder
de slanke Arme om mit Liv sig tvinde,
og dine Knæ omfavner mine Lænder.
Hvidt er dit Légem som et Sand ved Havet,,
og bitter er din Duft som Havets Fraadd
dybt dukkes man i Dig, som en Begravet
i Lugt af Lig og Muld og Løv og Raadd.
Dog dybest Hilsen Dig, der hvid og kold
langs Bækken under Foraarspile flygter
jeg mindes Skumringsmarkens mørke Skjold
med gylden Rand af fjærne Forstads-Lygter.
Langs Aftenhimlen mindes jeg en Flig
af falmet Lys jeg tænker paa din Læbe,,
en frostgrøn Vinternats Halvmaane lig,
en Segl til gylden Høst og til at dræbe.
Saa lys af Lød, saa bleg i Blik og Haar,
saa rank som Moserør med Rod i Dyndet
vemodig tegnet for min Tanke staar
mit Drømmesyn i Farvetaager svinder
kun fjærnt jeg skimter som en vag Cypres
dit ranke Billed i en Dis af Minder.
Johannes Jørgensen.
Guld glider bort i Sol og Grønt i Græs
Du, som med Mænd har hundredfoldigt syndet.
52
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
