Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knut Hamsun: Glahns død - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hoveder. Glahn skød skrækkelig sikkert, han fejled aldrig; men
•det var ogsaa fordi hans Gevær var bedre end mit, jeg skød ogsaa
skrækkelig sikkert mangen Gang. Jeg brysted mig aldrig af det,
men Glahn sagde ofte: den stikker jeg i Halen, den klør jeg i
Hovedet ; dette sagde han, før han trykked af, og naar Fuglen faldt,
havde han ganske rigtig truffet den i Halen eller i Hovedet. Da
vi stødte paa de to Panthere, vilde Glahn absolut anfalde dem ogsaa
med sit Haglgevær, men jeg fik ham til at opgive det, fordi det var
begyndt, at mørkne, og vi havde ikke mer end et Par Patroner til
bage. Dette gjorde -han sig ogsaa til af, at han havde vist Mod
til at skyde paa Pantherne med Hagl.
„Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke skød alligevel," sagde han
til mig. „Hvorfor er De saa forbandet forsigtig? Vil De leve
længe?"
„Det, glæder mig, at De finder mig fornuftigere end Dem selv, "
svared jeg.
„Ja, lad os ikke blive Uvenner for saa lidet," sagde han saa.
Dette var hans Ord og ikke mine ; havde han villet være Uven
ner med mig, saa gærne for mig. Jeg var begyndt at føle Uvilje
mod ham for hans letsindige Adfærd og hans Forførervæsen. Igaar
aftes var jeg kommet gaaende ganske roligt med Maggie, Tamuler
rinden, som var min Veninde, og vi var begge i godt Humør.
Glahn sidder da udenfor Hytten og hilser og smiler til os, idet vi
gaar forbi; men Maggie saa ham da for første Gang og spurgte
mig nysgærrigt ud om ham. Saa meget Indtryk havde han gjort
paa hende, at da vi skiltes, gik vi hver til vort, hun fulgte mig
ikke hjem.
Glahn vilde slaa dette hen, som om det ingen Betydning havde,
da jeg talte til ham derom. Men jeg glemte det ikke. Det var
heller ikke til mig, han lo og smilte, da vi gik forbi Hytten, det
var til Maggie.
„Hvad fer det, hun gaar og tygger paa?" spurgte han mig.
„Det ved jeg. ikke," svared jeg; „hun tygger, dertil har hun
vel faaet sine Tænder."
Og det var heller ingen Nyhed for mig, at Maggie stadig tyg
ged paa noget, det havde jeg længe lagt Mærke til. Men det var
ikke Betel, hun tygged paa, for hendes Tænder var aldeles hvide,
derimod havde hun den Vane at tygge paa alle andre Ting, stikke
det i Munden og tygge paa det, som om det var noget godt. Det
kunde være hvadsomhelst, Pengestykker, Papirstumper, Fuglefjære,
men hun tygged paa det. Men det var ialfald intet at nedsætte
181
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
