Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knut Hamsun: Glahns død - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„Fordi jeg ikke svarer for, at jeg ikke kommer til at skyde
fejl, at jeg ikke giver Dem en Kugle i Struben."
Glahn svared ikke, og jeg gik ned igjen. Efter denne Advarsel
turde han vel ikke gaa paa Jagt imorgen; men hvorfor havde han
ogsaa lokket Maggie hen under mit Vindu og fjaset højt med hende?
Hvorfor rejste han ikke hjem igen, naar Brevet virkelig kaldte ham
tilbage? Istedet derfor gik han ofte og bed Tænderne; sammen og
raabte hen i Luften: „Aldrig! Aldrig! Før lader jeg mig partere!"
Men Morgenen efteråt jeg havde givet ham den Advarsel om
Aftenen, stod alligevel Glahn foran min Seng og raabte:
„Op, op, Kammerat! Det er det dejligste Vejr, vi maa skyde
noget. Forresten var det dumt, det De sagde igaaraftes."
Klokken var ikke engang mere end fire, men jeg stod straks
op og gjorde mig istand til a,t tage med, fordi han foragted min
Advarsel. Jeg laded mit Gevær, før jeg tog ud, og lod ham staa
og se paa, at jeg gjorde det. Det var ovenikjøbet ikke det dej
ligste Vejr, som han sagde, det regned, og derved haaned han mig
endnu mer; men jeg lod som ingenting og gik taus med.
Hele Dagen streifed vi om i Skogene, hver med vore egne
Tanker. Vi skød intet, vi gik glip af det ene Vildt efter det andet,
fordi vi tænkte paa andre Ting end Jagten. Ved Middagstid be
gyndte Glahn at gaa noget foran mig, som om han vilde give mig
end bedre Anledning til at gøre med ham, hvad jeg vilde; han gik
lige foran min Geværmunding, men ogsaa denne Haan taalte jeg.
Vi vendte hjem om Aftenen, uden at noget havde hændt. Jeg
tænkte: Kanske tager han sig nu i Agt og lader Maggie gaa i
Fred!
„Dette har været den længste Dag i mit Liv," sagde Glahn
om Aftenen, da vi stod ved Hytten.
I de følgende Dage var han i det sorteste Humør, vistnok
stadig for det samme Brevs Skyld. „Jeg holder det
aldeles ikke ud, nej, jeg holder det ikke ud!" sagde han
stundom om Natten; vi hørte det gennem hele Hytten. Hans
Tværhed gik ogsaa saa vidt, at han ikke engang besvared de
venligste Spørgsmaal fra vor Værtinde, og han stønned endog, naar
han sov. Hans Samvittighed bærer paa meget! tænkte jeg; men
hvorfor i Alverden rejser han ikke hjem? Hans Hovmodighed
forbyder ham det sagtens, han vilde ikke være den, som kom igen,
naar han engang var bleven afvist.
Jeg traf Maggie hver Aften, og Glahn talte ikke mere med
Der blev ikke talt mere mellem os.
186
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
