Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bang: Hans Jæger: „Syk kjærlihet“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hvilket grænseløst perspektiv og hvor hurtigt vilde ikke menneskene
helt ophøre at læse.
Hvor hastigt vilde ikke hin gamle, løgnagtige, digtede litteratur
reise sig seierrig over al clen ægte redegj øreise seirrig, som den
gjennem særdeles mange hundredaars saare mange vildfarelser var.
Men ser vi bort fra theorierne, hvilken magt rummer da ikke
bogen. Dens smerte kan skjære som knive og dens jubel virke som
høisang. Denne Vera var i sandhed elsket. Der er intet ømheds ord,
som tilbedelsen ikke har slynget om hendes navn, der er intet spro
gets kjærtegn det tages jo op for at omhylle hendes skikkelse . . .
Hans Jæger beskriver og beskriver hende, og ingen tak er ham
rig nok til at takke for, til at prise hendes deilighed.
„Og jeg tænkte paa de deilige dage dernede paa Filtvedt
hvor jeg ikke havde kunnet gjøre noget forresten, fordi jeg bare
gik og tænkte paa Dem og jeg saa Dem igjen, som De gik og
stod og sad og lo og løb omkring dernede. Kjære Vera, hvor De
træder let og blødt paa jorden, De svæver ikke over den, De hører
jorden til som ingen anden; men De træder saa let og blødt paa den
som en ung tigerinde. Og saa rar som De er —De er ung pige
og De er moden kvinde, De er dame og De er tøs, og De har hun
drede ansigter. Nogle vidunderlig vakre jeg husker en aften De
,sad dernede paa Filtvedt i rødligt lampeskin, og talte ikke, bare saa
paa ham, og han talte heller ikke, bare saa paa Dem, han myste lidt
med øinene - havde det billede været malet, skulde det hedet „kjær
lighed" og det vilde været det vakreste billede i verden. Og dä jeg
sad der og saa paa det, var det, som mit hjerte maatte briste.
Og nogle ansigter er chic, og nogle er pludselig stygge, men
allesammen er deilig. Og nogle er friske som en maidag og nogle
f}ddig falmede som en deiligt bronset september. Og med disse hun
drede ansigter gaar De omkring, ung pige og moden kvinde, dame og
tøs og træder saa let paa jorden, fyrstinde, tigerinde, une vraie, prin
sesse de boheme" ...
Disse sætninger er ikke „skrevne", deres overgange er grelle,
deres farve nervøst slyngede hen men hvilken skuende, stirrende
tilbedelse gjemmer de.
Han ser kun, kun hende. Hendes „hundrede ansigter" er hans
verden - hendes „skjæbneagtige" ansigt blev hans livs fuldbyrdelse.
Der er sider i denne bog, hvor den store elskovs aandedrag be
rust slaar os imøde, den elskov, der er skjæbne og de sider fylder
Man læse linjer som disse:
223
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
