Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Bolette C. Pavels Larsen: Mens det stormer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
*
*
*
Hun sidder og skjælver og lytter.
Nei, de bølgerne, hvor de larmer!
Om formiddagen brød stormen løs. Den begyndte som
en dump dur høit oppe i luften, saa strøg den susende over de
øverste furutoppene, kom nærmere og nærmere, gjorde hele fjeldet
levende, bøied og knækked, slog saa pludselig rasende ned, satte
sjøen i skum og rev i farten et par gamle husmandsfolk med hytte
og hund ud paa selve rygende fjorden.
Ved middagstid var det saa mørkt, at hun tændte lyset her
inde hos den syge. I det store rum udenfor er der ikke tændt,
men døren staar aaben. Og hun har siddet her, time efter time,
übevægelig, skræmt af alle de tusen uveirslyd udenfra og ræd for
at tage øinene væk fra ansigtet derinde. .
Det er ligesom hun mener, at den syge ikke faar hvile, hvis
hun tager sine øine fra det hvide ansigt.
Der blev haveporten revet op ! Hun hører klinken slaa og slaa.
Kan det være doktoren? Han havde lovet at komme ikveld.
Men nei, han kan ikke komme over fjorden. Og nåar den kjære
syge der i sengen er saa rolig, saa er det nu gudskelov heller ikke
nødvendigt, at han kommer. Skjønt hvis de store øine nu blev
slaaet op, vilde de nok speide efter ham.
Aa, hvor stormen raser og river omkring hjørnerne
Hvad var det? Nogen store sten, store som hus, ligger
yderst ude paa kanten deroppe paa hammeren. De kan falde ned
og knuse bygningen. Regnen kan skylle dem løs og stormen løfte
dem udover som ingenting akkurat som smaasten
At den klinken skal staa og slaa! Tænk, om den syge vaag
ner og hører den. Og doktoren, som ikke kan komme!
Men brystet gaar regelmæssigt. Det ’gaar høit, men regelmæs
sigt. Og det hvide ansigt er roligt og übevægeligt.
En eneste gang stjæler den unge pige sig til at tage øinene
væk fra sengen. Hun synes, der revned noget i væggen. Hun
stirrer paa det lyseblaa tapet, om der skulde være en sort streg
nogetsteds. Tænk, om vinden trænger derind. Uf, hun ryster ganske.
End om der kom et koldt pust henover den syge. Der kan ogsaa
komme noget krybende ud af sprækken; en stor, tyk, sort edder
kop kan krafse over det hvide ansigt. Gud, hun er saa ræd for
edderkopper! Meddetsamme glider hendes blik videre og stanser
228
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Jan 20 17:14:40 2024
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1893/0238.html
