Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bolette C. Pavels Larsen: Mens det stormer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vel tankerne faa lidt fri. Herregud, hun er bare sytten aar, men
hun har ogsaa sine tanker. Sommer, ja. De to skal ud at
reise sammen. Det har den kjære, kjære syge dame lovet. De
skal reise til fremmede lande. Det hvide ansigt skal faa farve.
Og de store øine skal straale. Hun skal nok pleie og passe hende,
det kjæreste, eneste væsen, hun har at holde sig til i verden, den,
som er saa stor og underlig og som hun sletikke kj ender
Var det nu noget, som knækked igjen? Havegjærdet. kanske.
Intet under, slig som de bølgerne bryder
Der rørte sig vist noget, derinde i mørket? Naturligvis er det
stormen, som rusker i aprikosespalieret lige udenfor væggen. Hun
blir saa bange, fordi hun har været vække med sine tanker, hun
har ikke passet paa, synes hun.
Uveiret tager til. Hun synes, at stormen har huset i sin magt,
at hun kan kjende sjøernes sprøit ind paa sin varme krop
Aa, at maatte sidde saa stille, saa stille. Og at være her alene.
Det er det værste, som kan tænkes. Men der er virkelig saa
dan kjedelig lyd i halsen. Tænk at ligge og snorke nu, mens
uveiret raser ude! Sandelig, var det ikke fordi et sygt, hvidt an
sigt skulde have ro, saa kunde én gjerne fristes til at vække
Den unge pige hæver sagte sine hænder. Nei, hun tør ikke
vække alligevel. Hun holder hænderne op for ørene, hun vil ikke
høre. Da ser hun pludselig en klar vanddraabe hænge paa den
syges lange, hvide næsetip. En ganske klar, stor draabe. Hun
tager lommetørklædet op, forsigtigt, men husker saa itide paa, at
hun maa ikke berøre ansigtet, for da vil hun komme til at vække.
Men der kommer flere draaber. Den ene klare draabe drypper
efter den anden, drypper og drypper, ned paa lagenet. Hvor under
ligt dette var. Er det snue mon? Hun smiler ved tanken. Snue,
det betyder jo godt. At hun nu ikke vaagner. Grid der kom liv i
trækkene! Det blir næsten formeget af søvn nu. Det er næsten
fælt, dette her. Men ansigtet er roligt og brystet er roligt. Der
bøies hagen heftigt op og ned. Flere gange. Saa heftigt, som
brød nogen paa den. Nei, hvor dette var underligt! Med engang
slaaes de to store øine op den unge pige bøier sig ivrig og
smilende frem
Bare et sekund stirrer hun ind i et brustent, sjælløst blik, ind
i et par høie, vidaabne øine uden lys, uden glans —, saa farer
Gud, hun begynder da ikke at snorke!
Hvad var det! Herinde? I selve sengen —?
Men hvor roligt ansigtet ligger der.
230
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
