Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Lie: Om Fin-de-siècledigtningen - I. Vilhelm Krag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bart afkom af vort raffinerede „fin-de-siécle." Den er et af vort
aarhundredes store karaktermærker, et af dem, som vil komme til at
farve fremtidens retrospective kritik.
Revolutionen opløste alle begreber og knuste al autoritet. Gud
offredes paa „menneskehedens" alter, kongedømmet paa „retfærdighe
dens" skafot. Adel, slægtsprivilegier, eiendomsret alt masedes
sammen i en grød og ordene: lighed, frihed og broderskab sattes
istedet. Det franske folk havde imidlertid ikke gjennemgaaet den ud
vikling, der havde gjort det til en nation; lige indtil (man kan gjerne
sige) foederationen paa Marsmarken den 14de juli 1792 havde jo ber
folkningen kun anséet det landskab, som den beboede, for sit fædre
land og saaledes alene følt srg som bourgognere, som auvergnater, som
champagnere o. s. v. ; aldrig som franskmænd. Saameget svagere
var derfor de skuldre, som skulde bære den nye tingenes tilstand ind
i det næste aarhundrede, og i denne svaghedsbevidsthed laa maaske
en af grundene til det nervøst opspilede berserkeri, som betegnede
hele revolutionen.
Da raseriets storm havde lagt sig, kom reaktionen over sindene
som slapheden ovenpaa en opiumsrus. Der bredte sig i den nydan
nede nations store lag noget som af et savn efter de gamle, sikre be
greber, og optimisterne kigede forgjæves efter ligheden, spurgte for
gjæves efter friheden og raabte forgjæves paa broderskabet.
Men raabene blev bare raab i ørkenen, uden ekko, uden svar.
Saa indtraadte mistrøstighedens stadium den store mistrøstig
hed. Og af den fødtes i aarhundredets gry som perlen i det syge
muslingeskal Chateaubriands lille fortælling „Renée".
De fleste af „Samtidens" læsere kjender indholdet af denne mer
kelige bog: hin unge, sælsomt livskjede mand, der efter forgjæves at
have bereist Europa for atter at vinde tro til menneskene og tro til
sig selv, omsider vender hjem ved efterretningen om, at hans søster
det eneste væsen, som han, den i sin følelse saa ensomme, nogen
sinde har sluttet sig til agter at gaa i kloster. Han kommer ak
kurat tidsnok til at kunne overvære optagelsesceremonierne og blive
vidne til, at den unge pige som reglementet byder lægges lig
klædt i ligkiste og læses over med røgelse og kjærter som den, der
er en død for denne verden. Rædselslagen ved synet bøier han sig
ned over hende og aander et afskedskys paa hendes pande, men hø
rer i det samme hendes hviskende bøn om tilgivelse for den lidenskab,
som hun i de senere aar har næret til ham, broderen. I et nu for
staar han hendes handlemaacle og melankolien slaar ud i hans syge
sjæl som penséen, der paa én nat aabner sin dystre kalk. Haabløs-
232
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
