Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gabriel Finne: Før afskeden - Anden scene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bertha: Jo, jeg kjendte flere gange, at du var kommen ind i væ
relset og havde kysset mig det var et kys her paa kindet det
var akkurat som et lidet, bitte bitte lidet vindpust paa det kind, som
vendte op. Og jeg sagde til mig selv: Nu ligger Edvard og sover
langt borte herfra, men hans sjæl er fløiet hid til mig. Jeg laa med
lukkede øine, for jeg vidste, at om jeg aabnede dem, vilde jeg bare faa
se taget og væggen og natlampen og tante Jossa i den anden seng.
Men jeg følte, at du svævede oppe over mit hoved, og at det gjorde
•dig saa ondt, at du ikke turde tale til’mig eller hviske til mig, at det
virkelig var du, som havde kysset mig saa lindt paa kindet. For jeg
tror ikke, aander har lov til at aabenbare sig.
Krefting: Ja ja, Bertha, du skal blive virkelig lykkelig. Vi
skal nok snart faa dig ganske frisk igjen.
Bertha: Det var saa deiligt. Du var der oppe under taget som
en liden sky. Bitte lidet granne lysere end luften i værelset. Jeg laa
•og saa dig gjennem de lukkede øienlaag, .indtil jeg slumrede ind igjen
og havde dig i mine arme.
Krefting: Einar og jeg skal ligge paa knæ for Bertha, og saa skal
hun sidde der som vor dronning. Aldrig skal vi forlade hende. Aldrig
•oftere skal hun behøve at drømme, at vi er hos hende med al vor tanke.
Bertha: Ser du, jeg tror næsten, det var den første nat, du
var borte, da drømte jeg, at jeg sad i et selskab og var den mun
treste af alle. Du var i en anden by. Saa begynder man i selskabet
at komme ind paa gravhistorier. Alle syntes, det maatte være saa fælt
at gaa over kirkegaarclen ved nattetider. Alle syntes, de maatte blive
stive af rædsel, hvis de pludselig saa noget hvidt komme imod sig. Med
én gang tænker jeg: om nu Edvard var død og jeg enke, og jeg gaar
over kirkegaarden ved midnat ? Jeg ser dig komme op af graven. Men
jeg blev ikke bange. Jeg blev saa lykkelig og sorgfuld paa samme tid.
Jeg kastede mig ned for dig og hulkede og bad, at du skulde tage mig
med. Langsomt: Der ser du, Edvard, at hvis man elsker og tror paa
man elsker, saa har graven og ormene ikke noget afskrækkende.
Krefting: Du kommer springende herind i stuen til mig, saa
:r:sk og glad som selve vaaren. Og saa viser det sig at være bare
skuespil. Alt er bare skal over en kjærne. Og kjærnen er den mest
hcrardnakkede fasthængen ved denne din pludselige ulyksalige mistanke.
Bertha: I alle de dage, du var i Kristiania, Edvard, da laa jeg
•og søgte og søgte med lukkede øine, om jeg ikke kunde føle dig i værelset
sem saa ofte før. Men alt det, jeg lyttede og ventede, aldrig følte
.J3g, du kom, og aldrig kjendte jeg dette deilige linde kys paa kindet.
Krefting: Ja ja, Bertha, nu skal alt blive godt. Endnu idag
265
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
