Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sophus Claussen: Quartier Latin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IS
unge mænd smider sig pludselig ned paa den bare asfalt i en rund
kreds som arabere for med vildt akkompagnement og for fuldt or
kester at synge dagens sidste refrain om igjen. Dette sker vis-a-vis
visdomstemplet, Sorbonnen, og lige udenfor den kafé, som hedder
D’Harcourt og som er et Sodoma og Gomorra med aldrig lukte
døre og med en evig strøm af øl og af pigebørn. Imidlertid gaar
de grimme unge mænd stille ind i D’Harcourt for ved et ensomt
bord at fortsætte sine ophøiede drøftelser eller skrive et følsomt
digt til én af de smukke, som flaner ud og ind. Visdommen og
daarskaben, kunsten og glæden søger altid fælles kafé her i Frank
rig. Og Gud véd, hvor mange deilige sonnetter der er skrevne her
i Quartier Latin om en letsindig og godtkjøbs skjønhed, truffen paa
en kafé eller i en kjælder, hvor kvarterets visedigtere kommer for
at s}nge sine sange.
Unge digtere, der er graadige efter mystik og symbolisme,
aflurer her midt i denne sværm livet dets mest skjulte og fine hem
meligheder. Glade Evabørn gaar omkring med lommerne fulde af
deres helligste poesier poesier fra forskjellige og lader én læse
dem med stor beredvillighed.
Hullede sko og talent i hjerterne, kunst og kvinder, vers og
kvinder! Og ikke en tanke paa den tunge nødvendighed, ingen be
kymring for det samfundsnyttige. Manden, der ikke vil være et dyr
eller en træl, har kun én fornødenhed: Kunst, poesi, som kvinden
kun har én : et broget baand, en blomst eller en sloife til sin pynt.
Alt dette sker med samme smag og naive lethed, som da de
kastede konfetti og bedækkede boulevardernes trær med blaa, bleg
røde, gide silkepapirstrimler paa karnevalsdagen, indtil den hele
stad lignede et syn fra en anden verden en have, hvis grene
tindrede og rødmede af frugtblomster.
. . . Jeg husker en liden pariserincle fra karnevalsdagen. Hun
var over seksten aar og ikke fyldt sytten. Hun vilde være skue
spillerinde og gik paa konservatoriet, var jomfruelig og fordærvet paa
samme tid. Jeg traf hende paa de store boulevarder midt i træng
slen, solskinnet og konfettien, der dryssede ned over os som en
gylden regn. En ældre, koket og mere verdensbevandret veninde,
ligeledes skuespillerinde, fulgtes med hende, veninden nynnede, løf
tede og sænkede skuldrene i takt, og naar hun vadede over rende
stenen, hivede hun med et uforbløffet tag i begge sider af kjolen
slæbet til veirs, saa at man saa strømpelæggen og anede, hvor nemt
det gik for hende at klæde sig paa. Den lille havde den samme
uforknytte mine og gled med en glat ligegladhed gjennem træng-
273
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
