Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- H. Tambs Lyche: Walt Whitman
- I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
* *
*
menneskes kroning. Drivkraften i det er følelsen af det sandt konge-
Uge, det uendeligt store i hvert eneste menneske; trangen hos alle
efter at faa leve et fuldt, frit, selvstændigt liv; kravet om at blive
anerkjendt som personligheder, om at hvert eneste menneske skal
gjælde for lige saa meget som ethvert andet og skattes lige saa høit
som noget andet. Demokratiets mening er i sidste instans, mener
han, ensbetydende med gjennemført individualisme; massernes opløs
ning i individet, personlighedens frie og fulde udvikling hos alle;
anerkjendelsen af at hver eneste sjæl har sin personlige, uantastelige
ret overfor al verden, og sit eget, helt uendelige værd. „Jeg svær
ger det, ingen og intet er mere eller større end jeg; Gud selv er ikke
mere eller større end jeg. Og jeg er ikke mere eller større end du
er; og ingen i den vide verden er mindre end du og jeg."
Og denne demokratiske tanke vilde, mente han, frit blive virke
liggjort her i Amerika, i de forenede stater. Her laa den i luften;
her var den i fuld vækst; her følte man den skyde fart under ens
fødder. Den var hans fædrelands liv og sjæl.
Derfor ms åtte han blive paa engang dagens livs, det almenmen
neskeliges, den nye tids, demokratiets og Amerikas digter. Det hørte
alt sammen, og det ene førte det andet med sig.
Det vanHge, virkelige liv vilde ban synge, slig som det gestalter
sig i vor tid og ber i Amerika. Et belt og fuldstændigt udtryk vilde
ban give det ; synge alt det indeholder, og synge det sandt og usmin
ket. De nu levende mennesker, som de gaar og staar, med det varme,
røde blod dansende i aarene, og ikke udblegede skygger af dem
—, vilde han sætte i sine digte. Deres dagligdagse liv og følelser
vilde han stille frem for os der. ’ „Økser skal klinge, hammere hamre;
der skal være støi og raab og skrig; jernstænger kastes i houg, hjul
rulle henover brostenene, dampmaskiner blæse og stønne, træn ile forbi,
hjul hvirvle, sorte røgskyer stige tilveirs, skibe seile ; folk skal elske,
hade, slaaes, dø for hinanden; godt og ondt, smaat og stort, stygt og
skjønt skal blande sig der; hver side være som et endnu levende,
skjælvende stykke af dagens liv.
Natur skal det alt være og lyslevende. Digteren skal ikke dæmpe
eller pensle paa naturens egne farver. Han skal være bare speil og
ikke farvet glas. Det begsorte i livet skal blive staaende begsort i
bans digtning, og det blodrøde blodrødt. Alt bvad naturligt er
skal bave plads i hans sang, utilsløret, uomskrevet."
344
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Jan 20 17:14:40 2024
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1893/0354.html
