Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Tambs Lyche: Walt Whitman - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
11.
tede livsværk som digter, under den samme hovedtitel, „Leaves. of
grass". Efter dets indhold faar han da dømmes som sanger. Selv
siger han derom:
„Jeg har studeret de ældre tider, og siddet ved de store mesteres fødder. Lad
nu, om det saa behager dem, de store mestere komme og sidde ved
mine fødder."
Forbauselse er den første og kanske for mange den varigste
følelse, hvormed denne digtsamling læses. Der er lidet der, som lig
ner vanlige digte. Originalt er i hvert fald det hele. Der er ingen
rim eller vanlige versformer, ofte kuns lidet ordmusik og rytme af
nogen slags. Det synes mange ved et første gjennemsyn ikke andet
end daarlig, paa maa-faa ophugget prosa, „vanvittig prosa", som
det er blevet kaldet. Der er digte paa flere sider, som næsten ikke
bestaar af andet end gloser, lister af substantiver, og der er ikke stort
mere musik eller poesi i disse end i en hvilkensomhelst side af et
lexikon. Andre vrimler af de barnsligste, mest primitive indtryk og
udtryk; en kan ikke læse dem uden smil, som naar han „synger"
„tømmermanden der staar ved sin bænk, skomageren der sidder paa
sin krak, mureren der gjør sig rede for sit arbeide, vedhuggeren ved
sit arbeide, og gaardsgutten paa vei til arbeide om morgenen eller
hvilende i middagshvilen eller om aftenen," o. s. v. Sligt maa
læses med en større grad af velvilje end nogen digter har ret til at
forlange.
Men saa er der andre digte igjen, som er helt slaaende og eier
en egen, helt betagende mnsik. De fleste er en blanding af, hvad der
er udmærket, og hvad der er værre end slet, af virkeligt store, poetiske
tanker og det mest prosaiske prat, af fin, fængslende musik og skjæ
rende diskorder. Den ene halvdel af en linie kan være digt i enhver
forstand, og den anden halvdel usigelig slet prosa. Sjelden har han
et helt digt, der ei for vanlige øren og tanker vansires og spoleres
af brud paa ordenes melodi, eller af indskudte prosaiske og flaue be
mærkninger midt i digtningens fart. Der er linier, der gjør samme
virkning paa en, som en mjauende kats indtræden paa scenen midt i
det mest gribende optrin.
Whitman selv taler om sine digte som „sange" eller oftere som
„ehants", hvad vi kan oversætte med „kvad". To chant er forresten
347
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
