Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Tambs Lyche: Walt Whitman - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lov og regel, maatte, mente han, tage livet ud af sangens bedste del,
den glødende, spontane følelse, og drukne tankerne i en flom af ord.
Han havde dog intet imod rim og versefødder i og for sig, og benytter
dem undertiden selv; kuns maatte de altid komme usøgt og naturligt.
Det er nedværdigende, i hans formening, for skjalden at pirke med ord.
Heller ikke troede han, som vi har seet, at de vanlige versemaal
kunde udtrykke den større, fyldigere musik, der strømmer gjennem
dagens liv og den hele natur. Den var det, han altid søgte efter i
sine sange. „O, GudI’, udbryder han iet digt, skrevet ude i klippe
bjergene, „O, Gud, som hur skabt dette landskab, disse bratte, sam
menhobede fjelde, disse himmelstormende, tusende toppe, disse kløfter
Og fossende bække, al denne nøgne friskhed og originalitet og disse
form- og lovløse, vilde masser . . . ~ jeg kjender dig, o, Gud! er
i slegt med dig. Slige vilde masser er mine sange med, af
fyldestgjørende grunde. De har glemt og udeladt, saa siges der, al
kunst, alle regler, love, al forfinelse, templets ynde og fuldendthed,
buer, søiler og dekorationer. Kan gjerne være. Men dig, o, Gud!
som bor her, dig har de ikke glemt."
Det var Whitmans hensigt at finde en mere bevægelig og pla
stisk digtart end den vanlige. Istedet derfor har han givet os en,
der er übøieligere, stivere end den vanlige. Hvor der virkelig findes
musik i hans sange, der følger linierne altid mere eller mindre, van
lige versemaal, kuns at han holder sig udelukkende til de simpleste
og stiveste. Hvor, endog efter hans eget skjøn, hans digte er bedst,
der nærmer de sig mest den vanlige digtart og antager endog rim.
Formelt er der saaledes lidet nyt i Whitmans digte. Hvor der e r
musik i dem, der er den der, takket være de helt vanlige midler,
versemaal og rim. Det eneste nye er uregelmæssigheden og lovløs
heden, det mod eller den mangel paa fint øre, der sætter ham istand
til at hakke sine versemaal op paa det grusomste. Nogen fremtidsdigt
ning har han saaledes neppe givet os, hvad formen angaar. Han be
nytter som sagt blot de allersimpleste, helt vanlige, de ældste og mest
primitive versemaal, og benytter dem temmelig primitivt. Hans digt
ning minder tvertom om gamle skjaldes kvad, om oraklers og spaa
kvinders rapsodiske indgydelser. Den er i slægt med de ældste digt
arter, med jødernes, arabernes, kinesernes.
Der mangler derfor afveksling i hans sange; alle hans digte gaar
i een dur. En ensformig, i længden trættende messetone gjennemløber
den hele bog. Hans digterharpe har blot. en eneste streng, —og
den forstaar han ikke at fingre til bedste udnyttelse.
—; Sagen med Whitmans digte, hvad deres afvigende og originale
349
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
