Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Professor Thomas Huxley: Ethik og udvikling. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stoikernes forsøg paa at gjøre sig blind ligeoverfor det onde har
ikke gjort den lykke hos menneskeheden som de indiske filosofers
forsøg paa at udelukke det godes tilværelse. Men nu er det desværre
meget lettere at lukke sig ligeoverfor det gode end ligeoverfor det
onde. Smerte og glæde banker meget mere følelig paa vore sansers
porte end glæde og lykke, og sporene efter deres fodtrin er meget
vanskeligere at udslette. For det praktiske livs haarde vanskelighed
forsvandt optimismens skjønne fantasier. Thi selv om vor verden var
den bedste af alle verdener, saa vilde den dog altid være et høist
übehageligt bosted for den ideale vise.
Menneskets første pligt, „livet i overensstemmelse med naturen",
synes at skulle betyde, at naturen skal være et eksempel for den
menneskelige livsførelse. Derefter vilde ethik blive anvendt natur
historie. Og i virkeligheden har ogsaa en uklar anvendelse af denne
sætning i en senere tid gjort umaadelig skade.
Men hvilken rolle spiller nn udvikligslæren i denne ethik? Saa
vidt jeg kan se, vilde stoikernes system, som i det væsentlige er
intuitivt og holder det kategoriske imperativ ligesaa høit som en
hvilkensomhelst senere moralist, have været ganske det samme, hvilken
verdenstheori de end havde havt, hvad enten de havde troet paa en
speciel skabning eller paa en evig stilstand i den nuværende form.
For stoikerne havde naturen ingensomhelst betydning for bevidstheden,
undtagen forsaavidt de lod den gjælde som opdragerinde til dyden.
Disse filosofers seige optimisme skjulte virkeligheden for dem. Den
hindrede dem i at se, at naturen i og tor sig ikke blot ikke er nogen
dydskole, men endog hovedkvarteret for fienden mod menneskets sæde
lige natur. Kjendsgjerningernes hele logiske vegt maatte til for at
overbevise dem om, at naturen i menneskets dyriske drifter ikke vir
ker til gunst, men til skade for den sædelige renhed. Først drev den
disse filosofer til at indrømme, at den ideale „vismand"s liv ikke lod
sig forene med tingenes natur, og at selv en svag tilnærmelse mod
dette ideal kun kunde opnaaes ved at give afkald paa verden og ved
at døde ikke blot kjødet, men ogsaa alle menneskelige tilbøielig
heder. Fuldkommenheden bestod i denne følelsesløshed, i hvilken
ønsket, selv om det opstaar, dog ikke formaar at paavirke viljen, som
alene udfører den rene fornufts befalinger. Og selv denne rest af
virksomhed var kun at betragte som et foreløbigt laan, som en ud
strømning af den verdensgjennemtrængende guddommelige aand, som
rasede mod sin indespærring i kjødet, indtil døden atter gjorde det
muligt for den at vende tilbage til sin kilde, det’ alt gjennemvævende
Logos.
355
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
