Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - T. Parr: Determinismens konsekventser for moral og religion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
han drives til i kvietisme at lægge hænderne i skjødet og indbilde sig
at kunne lade være at handle, lade være at „spilde sin umage paa
det, der ikke lader ,sig ændre". Naar han kommer til det resultat,
at absolut ikke at handle er ikke at være, d. v. s. at det er en
umulighed, et selvbedrag da f. eks. endog det at aande ligesaa vel
er en handling som det at berøve sig aanden da drives han til at
handle saaledes, som hans selvopholdelsesdrift og evne anviser. I er
kjendelsen af alle menneskers solidaritet drives han da til at søge op
naaet den størst mulige harmoni mellem sine egne tilbøieligheder og
sine medmenneskers gavn. Hans stræbens maal bliver den størst mulige
evne til glad selvhengivelse under samfundsvellets krav, den størst
mulige næstekjærlighed. Evige onder sporer ham, evige goder lokker
barn, men ikke som absolut individuel straf eller belønning, men som
de handlingerne iboende naturlige konsekventser for ham og alle andre,
der virker umiddelbart, uopholdelig og uendelig, hvor vanskelig de
end ofte lader sig paavise.
Men, siger man, hvorledes kan man hylde en lære, der er saa
trøstesløs, saa übønhørlig grusom ligeoverfor den fysiske og moralske
elendighed? For folk, der er sterke paa aand og legeme, kan deter
minismen være bra nok, men for dem, der lider under følelsen af sin
ydre og indre elendighed og fornedrelse uden at eie energi til at gjøre
det ringeste for sine kaars forbedring for saadanne er der dog en
ganske anden trøst i at vide, at der i troen og bønnen findes et
middel til at bringe dem ud af elendighedens klør og rive den kausali
tetens tænke itu, der ellers vilde lede dem stedse dybere i fordær
velsen. Hertil er nu for det første at bemerke, at der ikke bestaar
nogen nødvendig antagonisme mellem determinisme og tro (hvorom
mere nedenfor) ; for det andet, at dén energi, de som ikke
dete r minister mangler, vilde de som determinister
have udsigt til at faa. idet dén bevidsthed, at endog den alier,
alier übetydeligste handling, den aller, aller übetydeligste selvovervin
delse er af uforgjængelig betydning, nødvendigvis ansporer energien,
medens denne snarere slappes ved haabet paa troens belønning,
ved siden af hvis herlighed frugterne af det ihvertfald svage jordiske
arbeide maa synes forsvindende übetydelige. Endelig er der for
det tredje den bemerkning at gjøre, at ogsaa troen d. v. s. i sin
gjængse, folkelige form taler et daarligt trøstens ord til en mængde
mennesker, dem nemlig, der ikke formaar at tro, og som derfor skal
375
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
