Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Breve fra Jonas Lie - Af Breve til Erik Werenskiold - Af Breve til Redaktør Thommessen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Breve til Redaktør Thommessen
Paris. 10de November 188(1
Kjære Olaf Thommessen!
til vor „dannede Bevidsthed" er den Fornødenhed ikke nikket.
Rusland er endnu ikke indenfor Synskredsen!
Med Hensyn til vor indre Politik, saa har jeg kun det at sige,
at det første Bogstav i Venstres Alphabet er: Enighed. Før
den er grejet, er Venstre væsentlig magtesløs og politisk bare
en Brøk af sig selv.
Den svenske Digter Ola Hansson, som er gift med den russisk
tydske Forfatterinde L. Marholm, har da boet i Paris nogle Maa
neder; men nu fik jeg Brev fra dem hidud. at de bryder op og
reiser til Sehweitz, hvor de antagelig bosætte sig i Vevey ved Genfer
søen. Med dem trækker de sidste Fugle bort af skandinaviske
Kunstnere og Forfattere fra Vaaren her i Paris; vi kom for
resten ikke til at se meget til dem, da de bode i St. Cloud.
Nietzsche er deres Profet, og ham forkynder de for det „ny Tydsk
land", som mener nu at løbe ind i en ny Literaturfase, som
den der brød igjennem hos os og i Danmark i Sytti-aarene. Men
Tydskland er et gammelt-intelligent Kulturfolk, kommer saa bare
an paa om en gammel Kjærring kan smide sig om til en ung Jomfru
igjen i Poesien!
Nok en har ogsaa moret mig den Hans Aannerud, som skrev
om Julekut; det var helt igjennem aldeles ypperlig fin indvendig
norsk Karakteristik, havde han saa bare ladt ham, som sad bag
paa Mej en, springe af ved det Punkt, da han tænder Fyrstikkerne.
Men for at være naturlig, lar han Fyren hænge paa altfor længe
og tynge bagpaa.
Her trækker op til Tordenveir igjen vi havde et ordentlig
inat og mørkner. Men Tordenen er ikke lig den i Tydskiand,
hvor den skralder og brager mellem Fjeldene, som de skulde revne;
nei den er fransk fin ondskabsfuld, slikker med lange gule spydige,
mefistofelagtige Tunger efter Lader, Huse, Dyr hvor den langt
og snedigt kan naa til at dræbe eller tænde. Hu — u—, det
br’rrr - - ager og glimter — og mørkner. ——
Jeg nærmer mig forsigtig Blækhuset igjen ovenpaa at ha levet
og sprællet inde i det som en Fisk i et Blækaqvarium den ganske
Sommer og Høst; men jeg synes jeg skulde havt en liden Prat med
Dig og din Hustru. „Kommandørens Døttre" er færdig fra min
452
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
