Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - ***: Kalle Løchen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
naaet at vise, at de havde for meget talent til at holdes nede af
en saa aandsfattig modstand, men hvor mange er ikke i al stilhed
blit kvalte under den store dyne dernede? Og hvad Kalle angaar,
da tør vi vel nu sige, at Kristiania teater havde intet resikeret
ved at indrømme ham den debut, han bad om. Det havde vundet
en fin og udviklingsdygtig kunstner for sig, og hvem ved, om ikke
Kalles skjæbne da var bleven en anden og langt gunstigere end den
blev, det er ikke alle naturer, som taaler modgang bedre end
medgang.
Men Kristiania teater var blindt og døvt, som det pleier.
Saa maatte Kalle ta, hvad han fik, en stund var han hos
Levy, en stund i Bergen, en stund her og en stund der. Altid
paa det løse, og det er ikke den bedste skole for et pur ungt
menneske. Endelig kom han til Karljohansteatret og vandt netop
at vise Kristiania publikum, at han var en scenisk kraft, en fin
kunstnernatur, saa døde han.
Der dør saa mange unge kunstnere hos os.
Op for erindringen stiger Ulfstens blege, udtærede træk, Karl
Jensens fine profil, Halfdan Hertzbergs ungdommelige ansigt med
de leende blaa øine bag lorgnetten, Per Lasson, vakker og frisk,
som han var før sin sygdom, Harald Bertrand med melankolske
oine, forfatteren Colditz gutteskikkelse, og nu Kalle Løchen, ung
og vakker. I en af de sidste roller, Kalle spilte, elskeren i
Abekatten bar han et kostume fra 40 aarene, og man skulde
sj elden se en vakrere mand, end han da var.
Udenfor scenen, i privat samtale havde han oftest et for uroligt
ansigt, til at man kunde finde ham vakker. Men naar han blev
interesseret og betagen af en vakker stemning, kom der over hele
hans personlighed et drag af sørgmodig skjønhed.
I grunden var han dog ikke af et sørgmodigt temperament.
Han var sangviniker, med dennes evne til hurtig at slaa over fra
en stemning til dens modsætning, med fare for pludselig at gi sig
ganske over og med udsigt til atter snart at vinde nyt mod og ny
livslyst. Han var let at lede — som et barn, naar man tog
ham paa den rette maade. Han brusede hurtig op, men var lige
hurtig god igjen.
De, der kjendte Kalle ikke alene fra hans offentlige optræden,
men som har havt den glæde at staa ham nær i det private liv,
vil med vemod mindes, hvilken fin, vek, myg natur han var. Han
skrev stemningsfuldt smaaskisser og novelletter, og han kunde give
et helt selskab stemning blot ved at læse høit et lidet digt. De
vil huske mangen aften, som han derved har gjort til et kjært,
vakkert minde.
Og naar de saa tænker tilbage paa ham, med hans mange og
store feil og fortrin, paa hans noble natur og hans gode forstand,
vil de kanske maatte sige sig selv: Det var en tung vei, han havde
at gaa. Kanske ogsaa vi kunde ha bidraget til at gjøre den lettere
for ham.
479
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
