Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Irgens Hansen: Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
*
*
*
andre mennesker, derfor maa de kræve anderledes end folk flest.
Det blir ikke bare saan, at de gaar op i sit arbeide det gjør
ingen hver —-, men arbeidet gaar ogsaa op i dem. De staar saaledes
aldrig udenfor sig selv, og skal dog altid have sit eget indhold
udenfor sig. Heraf henrykkelsen, jubelen i skabelsen, heraf nøden
i udarbeidelsen, jammeren i livet.
Dette er det Gunnar Heiberg har villet give kjød og blod i
et drama. Hvorvidt det er muligt at give det, ved jeg ikke; men
Gunnar Heiberg har i hvert fald i dramatisk form givet nogle af
de fineste bidrag til forstaaelsen af dette subtile aandsfænomen.
jiaar stykket teknisk mangler kjærne, saa er det ikke mangel
paa aand; men kanske netop fordi den dramatiske form ikke bærer
et sligt emne.
Gunnar Heiberg har set problemet kunstnere fra mange sider,
•og han fornegter sig ikke i de braa, vittige, aandfulde streiflys han
kaster ind. Mangen gang ser man ved første øiekast ikke, hvad
der skjuler sig bag den tilsyneladende nonchalante form; men der er
levende springende gnist hele veien.
Naar den ikke lyser dramatisk, er grunden den, at her er ugreie
i opsætningen af væven.
„Om hundred aar er alting glemt," sier Per et par gange.
Er dette hovedmotiv? Er det en nøgle? Og hænger den i saa fald
sammen med ytringen om, at kunstnerne er de vilde, dem man bør
vogte sig for at la komme indenfor husets tærskel?
Eller skal liv og kunst slide sin mand istykker, hvis han ikke
brutaliserer liv eller kunst?
Jeg har ikke faat rigtig rede paa tanketraadene, og jeg tror
Heibergs væsentlige ydre feil er den, at han ikke har resigneret
overfor det indre problem, har villet have det med i dramaet i sin
dobbelthed, og derfor er bleven uklar i billede i handling og i
tankeføring.
Men „Kunstnere" er ikke bare et emne, som har sprængt sin
form; bogen gir bud fra en intelligens, som altid iagttager, en føl
somhed, som fornemmer paa fjernhold, og nåar iagttagelsen her
ikke altid er smeltet, nåar fjernfølelsen er bleven uklarhed, saa blir
mangelen i dette tilfælde ikke at have forsøgt det mindre; men
kanske den at flere aar forlanger flere bøger; for ikke at skrive
l)øger medfører ogsaa sin vanskelighed.
Disse tre bøger, hvori kunstnere spiller større og mindre rolle,
ser jeg som et tegn paa sundhed i vor litteratur, skjønt bøger om
kunstnere ellers pleier at være en dekadense-foreteelse. Men i
ingen af de tre bøger er der noget valent artisteri, hverken kjælen
for kunstnere eller blødagtighed i kunstnerisk form. Der er i den
glædeligste grad vilje i disse bøger; de er norske i den forstand,
vi endnu en tid forhaabentlig blir norske. Hvad vi vil, er mer
487
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Jan 20 17:14:40 2024
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1893/0497.html
