Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jean Thorel: Anarkismens fædre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22
det er min overbevisning, at de virkelig vilde blive meget ulykkeligere,,
selv om — hvad man ikke kan vide — den materielle elendighed
vilde blive betydelig formindsket. Vi skal imidlertid her begrænse os
til kun at tale om de anarkistiske doktriner, der som den første
nødvendighed for fremtidens samfundsordning opstiller hvert enkelt individs
ubegrænsede frihed. Anarkisterne har aldrig i sin midte havt saa
konsekvente teoretikere som dem, der stod i spidsen for den egentlige
socialistiske bevægelse. Thi man kan ikke betragte hverken Proudhon
eller Bakunin og i vore dage, hverken Elisée Reclus eller fyrst
Kropotkin som virkelige teoretikere. Proudhon krævede vistnok uophørlig
den enkeltes autonomi, men mere som middel end som maal; mere som
en garanti for den eventuelle virkeliggjørelse af sine økonomiske drømme
end som grundlag for al lykke. Hvad angaar Kropotkins verker, saa
er de et kaos af søde drømme og varm følelse, der virker rørende ved
sin naivitet, her og der afbrudt af rasende skrig, som man ikke kan
opfatte som argumenter for en opstillet tesis. Men om man end ikke
finder nogen mægtig forsvarer for individualismen inden de kjæmpende
anarkisters rækker, saa gives der dog, især en, hvis verk har været
et stadigt støttepunkt for den videre udvikling af den anarkistiske
lære. Jeg mener tyskeren Max Stirner*). Han var ligesom Bakunin
udgaaet fra nyhegelianernes yderste venstre og udgav i 1845 i
Leipzig sin berømte bog: „Der Einzige und sein Eigenthum".
Man kan ikke læse nogen anarkistisk brochure, hvilken partigruppe
den end tilhører, uden at gjenfinde denne bogs ideer; om end
ufuldstændig, forvansket, mindre klart, saa er de dog allesammen, om ikke direkte
laante, saa dog at føre tilbage til denne bog. Bakunin selv har hentet
meget fra den. Personlig spillede Stirner ingen rolle inden partiet. Han
levede som en fattig, uanseelig lærer indtil sit 40ende aar, da han
udgav denne bog. Som følge heraf mistede han alle sine timer og
døde 10 aar senere i Berlin i den yderste fattigdom. Men det er et
sandt mesterverk, som denne stakkars ulykkelige privatlærer har
efterladt sig. Indrømmer man rigtigheden af Stimers grundtanke, der
maaske er den falskeste tanke, et menneske har udfundet, da den
intet andet er end den paastand, at vi kun eksisterer, forsaavidt vi
er et individ; indrømmer man denne tanke, siger jeg, saa har vi for
os en af verdenslitteraturens beundringsværdigste bøger. En ganske
merkværdig orden, en absolut klarhed, en sjelden magt i logiken, som
*) Om denne forfatter findes en meget oplysende afhandling i Ola
Hans-so n’s fortrinlige essay-samling, „Tolke og seere", der udkom til Jul hos
Aschehoug & Co.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
