Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Litteratur: Den yngste generation - I. Vilhelm Krag: Sange fra Syden. Sigbjørn Obstfelder: Digte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
44
vers og prosastykker i aviser og tidsskrifter, som gav det samlede
indtryk af en mand, der paa en fnysende ganger med silketømmer
var i fast rute til Soria Moria slot; og „Vester i Blaafjeldet"
vidnede mere om et næsten altfor godt gehør end om en udpræget
individualitet. Men med sin sidste digtsamling har han atter
bevist, at han har sin egen stemme, som er kjendelig fra alle andre,
og som paa sine steder synger med en sølvklar renhed, der naar
til bunden af enhver følsom læsers stemningsdyb og udløser
sjælerytmer, som sent vil glemmes. Jeg nævner bare det pletfrie lille
digt: „Hvad er det for sølvglans, som flagrer og svinger — i
maanedis?", der i et gribende enkelt billede lader os fornemme et
sårt sinds umættede længsel efter sjælerenhed:
Hvev nytaarsnat vandrer guds hellige mor
til evig tid.
Men ingen menneskesjæl paa jord
er skjær og livid.
Og derfor klager de deilige røster
saa saart over havet fra vester til øster,
en klage af sjæle, som ingen aner —
Hys ! Det er Madonnas svaner!
Hvad der især interesserer mig i „Sange fra syden" er de
glimt, de gir ind i Krags personlighed, og det bidrag, de
derigjennem ogsaa gir til den yngste generations fysionomi; Krags sjæl er
ikke, endnu ikke ialfald, meget sammensat, og det er derfor ikke
saa ret mange træk i dette fysionomi, han aabenbarer, men de,
som er der, er til gjengjeld let kjendelige.
En tendre, næsten kvindeagtig sjæl; hist og her kommer der
jo ilinger af mere mandige lyster1) over ham, en forbigaaende trang
til at knytte næven; men det samlede indtryk blir dog en
„ve-modshvid", sig selv nydende, lidt spæd melankoli, eier trættelig
smiler af verdens møie og prosa og længes efter en verden i sol
og farver og blomster og eventyr og skjønhed. Han egger ikke
ved kamplyst, opflammer ikke ved kjærlighed, forbløffer ikke ved
satanisme; han luller os paa vuggende rytmebølger ind i en halv-
x) „Jeg bøier knæ for dig, vældige hav
og lader dig døbe min trætte pande;
Giv mig dit spottende, livsvilde mod
haan, som har staalfaste hedningehænder,
bad, der har sener og sydende blod
og ørneklør og rovdyrstænder",
en bøn, der neppe blir bønhørt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
