Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - W. S. Lilly: Forbrydelsens filosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78
fri vilje. Determinisme er de fysiske og fysiologiske videnskabers
postulat ligesaa sikkert som viljens frihed — en relativ frihed
selvfølgelig — er aandsvidenskabernes postulat. „Kein Mensch muss
müssen", siger Lessing. — „Vilje" skriver Schiller, „er menneskets
væsentligste egenskab, og selve fornuften er dens evige lov. Hele
naturen handler fornuftig. Menneskets privilegium er kun, at det
handler med bevidsthed og vilje. Alle andre ting maa. Mennesket
er det væsen, som vil." Dette er, hvad Coleridge kalder „den
hellige forskjel mellem person og ting, som er al guddommelig og
menneskelig lovs lys og liv". Utvilsomt varierer viljens magt uendelig.
Der er utvilsomt forbrydere, hos hvem den praktisk ikke virker; og
disse,, bør ikke straffes, men udelukkes fra menneskeligt samfundcliv, som
uskikkede til at benytte den specielle evne, som kvalificerer dem til
at deltage i det". Uden tvil er den opfatning af forbrydelsens væsen,
der ligger tilgrund for den existerende straffelovgivning i de civiliserede
stater, i hovedsagen korrekt, selv om mange vigtige enkeltheder
lider under mangel paa videnskabelig præcision. Dette er saaledes
tilfælde med den opfatning, som mange fremragende engelske
lovkyndige gjør gjældende, at det afgjørende bevis for en mands kriminalitet
er, at han ved, hvad han gjør. Dette er ikke saa; det er ikke
engang nok, at forøveren af en samfundsskadelig handling, ved, at han
har uret og handler mod loverie. For at gjøre en mand virkelig
skyldig, maa der være mens reet, den kriminelle hensigt. Vor lov
„dømmer ikke bare om selve handlingen, men ogsaa om den intention,
hvormed den er gjort". Og det er vistnok ogsaa det rigtige. Loven
kan jo ikke granske hjerter og nyrer, men den gaar ud fra, at et
menneske intenderer de nødvendige, ja selv de sandsynlige eller
naturlige følger af sine handlinger. Denne forudsætning kan ganske vist
afvises. Den kan afvises ved, den paastand, at morderens vilje var
paralyseret, at han ikke kunde hjælpe sig selv. Denne argumentation
betragtes med rette med meget mistænksomme blikke af domstolene.
Nogle af vore mest anseede kriminaldommere har udtalt sin
„bekymring over, at man betragter uansvarlig impuls som en undskyldning for
forbrydelse". Mr. Byles forsvarte en gang en tyv for retten og
anførte til hans undskyldning, at han led af kleptomani. „Deres høihed
kjender til denne besynderlige sygdom?" sagde han til dommeren. „Ja,
og jeg er sendt herhen forat helbrede den", svarede dommeren.
Kleptomani og mordermani hører til samme gruppe af kjendsgjerninger
som nymphomani: de er ganske specielt vanskelige at paavise. Og
de sagkyndiges vidnesbyrd, der i almindelighed blir det afgjørende, bør
tages med megen reservation. Hvad end kriminalanthropologerne kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
