Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. J. Østrup: Orientalsk poesi og dens forhold til den europæiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
171
spillene i Oberammergom; som det maaske vil være bekjendt, var
Hassan og Husajn de to sønner af kalifen Ali, der senere dræbtes ved
umojadernes usurpering af kalifatets trone. Men disse religiøse
skuespil har aldrig formaaet at trænge ind i litteraturen, og de kan derfor
kun tjene til vidnesbyrd om, at den dramatiske sans ikke har været
perserne aldeles fremmed, men at den er bleven kvalt ved den arabiske
litteraturs indvirkning.
Det kunde synes underligt, hvorfor vi ikke allerede tidligere har
omtalt den litteratur, som ogsaa paa dette punkt kommer de europæiske
forventninger i møde, nemlig den indiske. Men sagen er den, at den
indiske litteratur overhovedet ikke vedkommer os synderlig i denne
sammenhæng; den danner et afsluttet hele for sig, som paa enkelte
undtagelser nær (Rückert) ikke har udøvet paavirkninger i videre grad
paa den europæiske; hverken Kalidasa’s Sakuntala eller de
pragtfuldeste episoder i Mahobtarata har havt den indflydelse som Hafis og
Djåmi. En ganske anden sag er den" indirekte betydning, som netop
saadanne verker som Sakuntala har havt for vort forhold til Orienten,
da det til dels netop er gjennem denne indgang, at vi er blevne
loklede til at betræde Østerlandets hidtil ukjendte egne.
Som ovenfor bemerket, skete begyndelsen hertil i slutningen af
forrige aarhundrede, idet man fra to sider paa én gang trængte frem
i Østerland; samtidig med at William Jones’s gjengivelse af Sakuntala
banede veien fra øst, blev ogsaa den vestlige del af Orientens
litteratur, nemlig den hebraiske, gjenstand for æstetisk behandling, og det
af en af samtidens ypperste, nemlig Herder, hvis verk: „TJeber den
Geist der hebräischen Poesie" udkom i aaret 1782; senere fulgtes dette
arbeide af en lang række oversættelser fra forskjellige sprog. I og
for sig har disse bøger ikke nu mere synderlig værd, men den
indirekte betydning, som de har havt, særlig ved at indvirke paa Goethe,
er da saa meget desto større. Herder indtager i sin samtid den
samme position, som noget senere udfyldes af August Wilhelm Schlegel
som den smagfulde oversætter og trofaste sammenknytter af Orienten
og Occidenten, uden dog nogensinde at vinde det klare overblik eller
den sikre indtrængen i de orientalske eiendommeligheder, som vi
senere møder hos Goethe og Rückert. Endelig kunde man ogsaa i
denne sammenhæng som en mand, der personlig stod Goethe nær og
blev ham en god støtte ved hans arbeider i denne retning, nævne den
dygtige orientalist Rosegarten, „der eben so einsichtige als gefällige
Freund", som Goethe selv kalder ham, samt den utrættelige Joseph
v. Hammer, oversætteren af Hafis.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
