Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Krag: Vanitas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230.
jorden, at den ikke skulde skjule min faders blod, og til luften, at
den skulde give rum til mit raab. Og se, min faders blod skreg til
himmelen, og min røst naaede gudernes øre, men du, konge, du
lukkede dit hjerte for al min kval. Derfor vil jeg forkynde dig
hevn, hevn fra de døende mænd og fra de visnende kvinder og
hevn fra de hungrende børn. Hevn over dit hoved, Persiens konge!
Kongen
(med haan): Lad mig da høre, hvordan du vil ramme mig med
din hevn.
Pariaen
(maalende kongen med et langt blik): Pas dig, hovmodige! Snart vil
gribbene hakke i dit stinkende kjød og ravne lege med dine hvide
knokler. Krybende orme skal opfylde dine nu saa mægtige hænder
og grave sig ind i dine nu saa hovmodige øine. Pas dig, du
store konge!
Kongen
(rned haan): Hvem er du da, du frygtelige?
Pariaen:
Pesten!
(Et høit skrig fra folket — de vil rømme).
Kongen
(reiser sig): Stans! Den første, der flytter sin fod, hugger jeg ned.
I hunde, hvem den usleste paria kan skræmme paa flugt.
Pariaen:
Jeg selv er intet og en byrde for jorden. Men dybt i mit
legeme ligger pesten fraadsende med sultne slangemunde i mit
fe-berskjælvende kjød. Og naar den har gnavet livets strenge over,
da flyver den sorte drage fra mig og omspænder dit hjerte med
sine røde klør. (Segner langsomt om).
Kongen:
Hug ham ned! (Stilhed. Ingen adlyder). Hug ham ned! Som før.
Kongen drager sit eget sverd, idetsamme synker pariaen sammen med en
hoverende latter og er død. Alle stormer skrigende ud.
Kongen
(lader hovedet synke, ser efter dem). Der flygter de alle, alle! Ja, løb
løb, løb lige saa hurtigt som eders tunger tilforn har svoret at
ville forsvare mig. (Gaar langsomt hen i forhængsaabningen, ser udover).
O jord, du store skjændsel, du hjem for fornedrede menneskesjæle,
der bygger templer for sin egen rædsel! Du evige forraadnende
aadsel med den evige’angst for din egen forraadnelse. O jord, du
store jammerdal!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
