Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - T. Parr: Er altsaa kunsten uafhængig af moralen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
263.
Det er et dogme saa ubevisligt som noget, at kunstnerne (herr
Garborg siger rigtignok „tiden", men hvad er tiden her andet end
dens kunstnere?) skal fremtræde som de er, idet de kun da gir
sit bidrag til udviklingen. I en vis forstand kan de jo ikke
fremtræde anderledes, end de er: et tilstrækkelig klartseende øie vilde
i selve forsøgene paa at slaa sig lystig — i selve det „uhyre
falsum" — se et vigtigt hjælpemiddel til vedkommende forfatters og
— hvis der var mange af dem — vedkommende tids rette
karakteristik. Men et falsum blir det dog alligevel og — da den
menneskelige kritiks øie sjelden er saa særdeles klartseende — i
almindelighed et vildledende falsum. Den hurtigste og sikreste maade
at gi andre et paalideligt billede af sin sjælelige tilstand paa er,
under almindelige omstændigheder den ligefremme, aabne bekj
endelse af, hvad man føier og mener. Dette er utvivlsomt som regel
den bedste vei til en tilnærmelsesvis gjensidig forstaaelse, og hvis
derfor den tilnærmelsesvise forstaaelse, som der fornuftigvis kan
være tale om, under alle omstændigheder var et
efterstræbelsesværdigt gode, da vilde ovennævnte dogme være saa omtrent
uangribeligt. Men dette er just det store spørgsmaal — er den
tilnærmelsesvise gjensidige forstaaelse under alle omstændigheder noget
at tragte efter? Naar man f. eks. maa antage, at vedkommende,
som man taler til — in casu: det store læsende publikum — ingen
lægedom har for ens sjælelige lidelser, og at den tilnærmelsesvise
forstaaelse væsentlig kun vilde skabe lidelser for andre og forøge
ens egne med følelsen af, at man har været for veg til at bære
dem alene? Det er et fuldstændigt ubevisligt dogme dette, at
„viden" under enhver omstændighed er lykke og magt. Den
hypothetiske og brudstykkeagtige viden, som der her i verden kan være
tale om, er tværtom istand til at magtstjæle baade individerne og
deres efterkommere, saa der ikke engang blir mod eller kraft
tilovers til videre forskninger over livets gaader. „Glæden er, som
herr Garborg selv saa træffende bemærker, gaaet af
udviklingslæren. Udviklingen er ikke bare fremskridt længer." Vi har
desværre ingensomhelst garanti for fremgang paa noget omraade —
ikke engang forstandens (som til dato har vist sig i høi grad
afhængigt af kroppens). Der er desværre — desværre — intet iveien
for at tænke sig sjælelige bakterier af f. eks. kvietistisk art, der
kunde udbrede en saadan energiløshed, at den ganske fysiske,
ethiske og intellektuelle personlighed vilde ta skade deraf — først i
de samfundslag, der er saa lykkelige at være „dannede", men
derpaa og derved ogsaa i de andre. Historien er ikke uden eksempler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
