Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Benjamin Constant: Adolphe - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
267.
jeg kunde elske." for Constants religiøse standpunkt indeholder
iøvrigt „Adolphe" (s 192) en betegnende bemærkning: „Det
overrasker mig ikke, at mennesket føler trang til en religion; hvad der
forbauser mig, det er, at det nogengang tror sig sterkt nok, sikkert
nok i ly for ulykken til at kunne vove at vrage en eneste: det
skulde synes rimeligt, at man i sin svaghed paakaldte dem alle."
Om derimod aandrighedens anden halvdel rammer det essentielle i
„Adolphe" anser jeg for tvilsomt. Mig synes „Adolphe" bedst
karakteriseret som en døende kjærligheds roman. En kjærlighed,
der aldrig har været sund og rødmusset, en skrantende kjærlighed,
der lever et febrilsk liv i utallige sindsbevægelser, som hver især
stjæler lidt af dens kraft. En kjærlighed, som maaske ikke kan
kaldes kjærlighed, som er medfølelse, sympati, taknemmelighed, alt
hvad der grupperer sig om kjærlighedens kjerne, men lidet eller
ingenting af denne kjerne selv. — Øiebliksvis synes mig dog det
egentlige at være tilstede. En døende kjærligheds roman: — en
lang kjærlighedens dødskamp, hvori Adolphe stadig søger at rive
sig løs fra sin elskerinde, men kan ikke.
Bogen begynder med en skildring af Adolphes ungdom. Her
finder man bl. a. den ovenomtalte karakteristik af hans far,
— Adolphe gjør opmærksom paa, at den tørre og ironiske maade,
hvorpaa faren behandlede ham, har havt megen betydning. — Et
andet menneske, som ogsaa havde megen indflydelse paa Adolphes
ungdomsudvikling, var en dame, hvori man gjenkjender madame de
Charriére. „Denne kvinde havde, som saa mange andre, i
begyndelsen af sit liv gaaet modig løs paa den verden som hun ikke
kjendte, i følelsen af, at hun besad megen sjælsstyrke og store
evner. Som saa mange andre havde hun, da hun ikke fandt for
godt at følge verdens hule, men nødvendige regler, set sine
forhaabninger skuflede, sin ungdom visne uden glæde; og
alderdommen havde indhentet hende, uden at bøie hende. Hun levede
paa et slot i nærheden af en af vore eiendomme, misfornøiet
og tilbagetrukken, med sin egen kloge hjerne som eneste tilflugt,
undersøgende alt ved dennes hjælp. I henimod et aar havde vi,,
i uendelige samtaler, ransaget livet i alle dets former og døden
tilsidst som altings maal; og efterat jeg havde talt saa meget med
hende om døden, havde jeg set døden ramme hende lige for mine
øine. I denne karakteristik har dog, sier meddeleren i ,,Revue de
deux mondes" — Constant gjort sin moderlige veninde endel uret.
Foruden sin kloge hjerne eiede hun ogsaa et varmt hjerte. Men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
