Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Raphael Chandos: Moderne sjæle - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
348
■over et stadigt nederlag og skamfølelse over en uhelbredelig svaghed.
-At se det onde og gjøre det og ikke kunne lade være, — aa, hvor
usselt!
Du talte til mig om kjærlighed; — naa ja, kjærlighed, slig som
vi opfatter det, er igrunden en stor uhyrlighed. Disse elskov,«ieder, som
vi gjør for en kvindes knæ, tror vi jo ikke paa selv, de kommer kun
fra spidsen af vore læber. Midt under vor største lidenskab fremstaar
en utrættelig tilskuer, som korrigerer, styrer, raillerer og kritiserer.
Hvad • blir det saa af oprigtigheden og selvforglemmelsen? Dersom
man allerede har elsket — og hvem kan sige, at han ikke har? —
saa sammenligner man det, man føler med det, man engang har følt,
■og hvad er det ikke for en lidelse!"
„Dersom M. G . . . havde været her, vilde han sagt med digteren:
Te tenet, cibsentes alios suspirat cimores.
— „Lykkelig, tusen gange lykkelig den, som fra sin ømme
ungdom, til alderen krøger hans lemmer, altid har elsket den samme kvinde
og ikke har kunnet elske nogen anden. Hun har været hans ungdoms
duft og vingede drøm. Senere blev hun hans trofaste ledsagerinde,
hans arnes bevogterske, og tilslut hans milde og velvillige trøsterinde.
Aa, hvor fattigt ikke længer at kunne elske slig! At have ødslet sine
kjærtegn og kys og sit hjertes udgydelser for alle vinde."
C . . .’s overdrevne skrupler begyndte at forekomme mig lidt
utaalelige, og jeg kunde ikke undlade at svare ham, at det var galskab at
ville reformere den menneskelige natur. Naar alt kom til alt, havde
vore fædre gjort som vi, og vi var dannede af det samme ler.
Han svarede, med heftighed: „Lad vore fædre have tænkt saa,
■— det var ganske rimeligt. De var enklere og fandt ikke noget galt
i sine fornøielser. Men saa faar man ogsaa give os deres naivitet.
Du kan sige, hvad du vil: idealerne vokser bestandig.
Stoikernes, de gamle kristnes, de middelalderske ridderes, det 18de
aarhundredes idealer,. de gamle livsopfatninger kan ikke tilfredsstille
den moderne bevidsthed. Den er blevet mere fordringsfuld. Vi
trænger sandheden, hele sandheden, og vi naar clen først, naar, som du
sagde for en stund siden, vore handlinger staar i samklang med vore
ord, og vore ord med vor inderste tanke. —
Kortsagt for mig staar klart idealet af en mand. en virkelig mand,
som elsker og kun elsker én gang, som aldrig lyver hverken for
andre eller for sig selv; som ikke tænker paa sin forfængeligheds og sit
begjærs glæder, og som betragter selvfornegtelse og godgjørenhed som
den første pligt. Og dette ideal er desværre saare langt, fra den
mand, som jeg er; og jeg lider ved at se mig saa underlegen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
