Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Arne Garborg - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
407
Jonas Lie, et betydeligt og instruktivt arbeide, der desværre hist
og her har formeget karakter af festskrift, af lov- og forsvars-tale,
gjør han iagttagelser, hvis dybt instinktive rigtighed tyder paa en
mand. der altid har været hjemmehørende i sin nuværende
atmosfære — — han viser en saa intim forstaaelse af ham fjerntliggende
og vanskelig tilgjængelige forhold, at man gang efter gang falder i
forbauselse. Han taler eksempelvis om den generation, der var
ung i trediveaarene, om dens religiøse standpunkt: Jonas Lies. 121.
„— den var ikke religiøst forlioldsløs; men den adskilte sig fra os ved at
have sine religiøse forhold paa det vene. Efter en kort og let romantisk
anfektelse var den vendt tilbage til det attende aarhundredes ved 30-aarene
gjen-opdnkkende lyse. klare, overlegne livsopfatning, ifølge hvilken religionen var
moralsk dannelse og religiøsitet væsentlig humanitet. Disse mennesker kunde
ikke gjøre oprør, de var allerede frigjorte. Ei heller kunde de sætte
kristendommen under diskussion, eftersom de ansaa sig for kristne. Hvorfor skulde
man ikke være kristen? Hvad skulde man ellers være? Man havde den
største agtelse for vor hellige religion, statens offentlige grundlovsmæssige
bekjen-delse. Legenderne var man jo færdig med. Saa færdig, at man kunde goutere
deres skjønhed, ja fatte og benytte dem symbolsk; forøvrigt havde legenderne
deres plads og betydning som aandsføde for menigmand. Og det fornuftige
ved kristendommen, det, som var fælles for alle høiere religioner, — hvem vilde
tvile om det? Kun sværmere kunde være atheister.
Men det var ogsaa kun sværmere, som kunde befatte sig med
„religions-skrupler". Religionen var ikke noget særligt ; den var moral og humanitet, og
den gode borger var tillige den gode kristen. Som ung havde man lært, hvad
det oplyste menneske behøvede at vide om de ting; maaske havde man ogsaa
sin ynglingsfilosof, hvem man i stilhed dyrkede; forøvrigt gjaldt det at leve
hæderligt og nyttigt og ikke gruble. Toleransen var det dannede selskabs
høieste lov. Omsorgen for de religiøse anliggender tillaa geistligheden.
Det. var et overlegent standpunkt, som vi, der har gaaet gjennem
pietismens eller grundtvigianismens skyggedale, ikke længer rigtig kan sætte os ind i.:’
— — Enhver, der gjennem et mere udbredt
litteraturkjendskab eller allerhelst ved personlig berøring har kunnet modta et
nogenlunde fyldigt indtryk af den generations tænkesæt, der saa
lyset ved aarhundredets begyndelse, vil vistnok i ovenciterede
karakteristik gjenfinde de mest bestemmende træk. Og Garborgs
litteraturkjendskab, eller hans særegne anlæg for at tegne tidsfysionomier,
har her neppe alene strukket til. Ovenstaaende citat kan tjene som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
