Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bang: Alexander III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
427
sine venner: Jeg tror, at karakterens svaghed, som er et saa
afgjørende træk hos visse af det sidste hundredaars czarer, fremfor alt
skyldes denne opdragelse. Hjernens overbebyrdelse slaar sig paa viljen.
Storfyrst Nikolai havde modtaget denne opdragelse og led under
dens følger. Han eiede den — tør man sige? — mangefarvede
begavelse, som skaber fyrstetække, og hans aand omfattede smidigt
spørgsmaal og idéer. Men hans moralske væsen svingede som en
pendul mellem dyb melankoli og forivret nydelsessyge — til døden rev
ham bort. Og tronen skulde en gang tilhøre „hans uvidende broder".
Storfyrst Alexander havde indtil da levet i skyggen. Den døde
tronfølger havde været Alexander II’s yndlingssøn. Han var kjød af
hans kjød, og paa hans talenter, hans kundskabsfylde, hans
modtagelige og altid bevægede aand havde faderen bygget sine forhaabninger.
Sin anden søn havde han bestandig staaet fjern. Overskygget af alle
broderens ydre evner, uden aand og uden „væsen" havde storfyrst
Alexander levet halvveis spottet, overset og ene — med sin moder.
Han var hendes yndling, og nær den glemte og ulykkelige moder
saa han vistnok tidlig livet og menneskene i lyset af hendes lidelser.
Hvorhen han ogsaa ellers vendte sig, mødte hans simple og jevne sind
de samme ulykker spredte i hans slægt af de samme aarsager: hofliv
og hofopdragelse.
Hans broders liv var lagt øde paa de samme skjær. Storfyrst
Alexander havde elsket den døde med en næsten fanatisk hengivenhed —
med hele den mindre begavedes beundring for den talentfulde, med
den „uvidendes" trang til at se undrende op til den høit udviklede,
med al den lyst, som lader yngre brødre se i en ældre „det største,
de ved". •
Og nu var denne broder død, og det var ham, Alexander, der
skulde tage arven efter ham.
Der er ingen tvil om, at Alexander III optog denne arv med en
dyb mistillid til sig selv, under en gjennemtrængende følelse af egen
utilstrækkelighed. Sammenligningen med broderen slog ham til jorden.
Han var uden al den uddannelse, som forbereder til tronen, og uden
alle de egenskaber, som bestikker folket. Han var Askelad, og han
skulde være czar.
Alexander III overvandt neppe nogensinde denne følelse, Han
forblev til sin død menneskesky i følelse af sin ubehjælpsomhed og
mangel paa form. Selv hans hof kjendte ham ikke. Han skyede det,
som han skyede mængden. Han vidste baade, hvilke ulykker det
spredte, og at han selv ikke havde ydre gaver til at beherske det.
Han, der havde lidt saa meget under sin moders sorger, vilde ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
