Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georg Brandes: Shakespeare i hans Digtnings mørke Periode. I - Arne Garborg: Troen paa livet - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
9
Liv bort, ødt Dage og Nætter! Nu var lian en moden Mand, stor
Grundejer i Stratford, stor Tlieaterleder og Theater-Parthaver i
London. Men i ham levede Kunstner-Zigeuneren, der passede for
Tatersken, endnu.
Han kom fra Cordelia. Hun var den hvide Straale, det store
simple Symbol; han havde ikke omgaaedes hende dagligt. Men
Kleopatra, o, Kleopatra! Han lod alle de Kvinder, han havde
kjendt, siden han tik Fodfæste i Londen, alle disse farlige
Rosal-inder glide forbi sit Blik og gav Kleopatra deres Ynde.
Han fjernede fra Antonius dennes grove Sanselighed og låve
Grusomhed, benyttede kun hans glimrende Naturanlæg, fødte
Overlegenhed, hans Talents Mangesidighed, hans Evne til allevegne at
linde sig til Rette med en Proteus’s Selvforvandlingsevne. Denne
Evne til Selvforvandling ejede han jo netop selv. Det var
Digternaturen. Og han udmaler dens Undergang. (Sluttes).
Georg: Brandes.
Troen paa livet.
(Et stykke religiøs udvikling.)
I.
Jeg har brudt mit hoved i et fjerdedels aarhundrede og er
nu sikker paa, at pessimismen har ret.
Endnu har jeg ikke stødt paa, ei heller kunnet udspekulere,
nogen positiv verdensforklaring, som ikke faldt sønder og sammen
for den første straale af alvorlig kritik, saa snart denne blev rettet
mod dens afgjørende punkt, dens sidste og høieste cui hono. Intet
system, ingen teori, ingen læresætning eller formel, som søger en
„mening i livet", kan bestaa. Den opløser sig ubarmhjertigt i
tomhed.
Der gives ikke engang nogen religion, som kan hjælpe os. Vi
har jo alle en stille svaghed for kristendommen; den maa jo siges
at give et slags svar paa de „store spørgsmaal". Men selv om vi
stryger dens dualisme <og lader den lære almindelig og evig salighed,
staar tilværelsens gaade uforklaret alligevel. En himmel, saadan
som den læres, vilde — efter Schopenhauers slemme, men oprigtige
udtryk — blive den uendelige Langeweile. Yi maatte tænke os
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
