Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Garborg: Troen paa livet - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
15
Den redder dem fra den overfladiske optimismes utrygge
samvittighed og fra verdensnægtelsens fortvilelse. Idet vi modigt ser
pessimismens sandhed i ørnene-, faar vi samtidig kraft til at
til-triumfere samme skraasikre pessimisme et Galilei’sk „Og dog!";
dette gjengiver os vort mod og gjør os paany levedygtige.
Og idet vi med troens mod lever livet, faar vi noget, som paa
teologisk kunde kaldes „erfaringsbeviset" o: det viser sig, at
oft-bemeldte liv, hvis meningsløshed vi har erkjendt, pludselig faar en
art mening. Jo mere oprigtigt vi følger dets kald og krav, des
mere vinder vi af det, som efter teorien ikke skulde være at vinde,
nemlig tilfredsstillelse. Ikke bedøvelse; — troen paa, at vor
tilfredshed ikke bare beror paa illusion, men at vi har fungeret med
i en proces, som trods alt dog har en betydning, gjør den til noget
mere, til personlig styrkelse. Man føler sig i overensstemmelse
med livsviljen, og denne føleise gir lykke.
Naturligvis; tro er ikke viden; den er udsat for anfægtelse.
Naar paa en mørk dag vore nerver er slidte, vor mave i uorden,
vore forhaabninger skuffede, vore tvangsforestillinger af
medmennesker mer end almindelig lumpne eller urimelige, kan naaden blive
svag i os. Vor „tro" synes os ikke at være andet encl
optimismens forgyldte sky. Og vi siger til livet: du er alligevel et vrøvl,
min ven. Imidlertid, er troen vel funderet, udviklingsmæssigt
„tillevet", viser den sig mere modstandsdygtig end man skulde vente.
Efter at have sturet en passelig tid, kan man atter slynge sit „Og
dog!" i gabet paa Leviatan.
Vor „religion" omfatter det hele liv. Med hensyn til vore
erkjendelsesbestræbelser indrømmer den os ikke alene en mer eller
mindre ilde-set „frihed"; den giver dem uden hensyn til retning
eller resultater den fulde religiøse sanktion. Thi al forskning er
stræben efter saa meget som muligt at nærme os mysteriet selv,
altsaa — teologisk talt — gudserkjendelse. Og filosofisk talt:
Verdensviljens selverkjendelse. Den er tillige „Guds dyrkelse",
eller livstjeneste: tænkningen er nemlig ogsaa et af livets midler
og vaaben. Selv de negative resultater kan bruges; livet gjør sig
nytte ogsaa af modstanden. Den religiøse antagelse af livsmysteriet
giver endvidere forskeren arbeidsro. Han plager sig ikke længer
med verdenshypotheser. Gudhengivent, roligt arbeider han paa de
foreliggende „smaa" opgaver, vel vidende, at en forsvarlig løsning
af disse trin for trin skal bygge den trappe, ad hvilken høiderne
alene kan blive at naa.
Overhoved faar al menneskelig stræben religiøs forklaring.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
