Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Helferich: Munkaczy og Böcklin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38
at den kun efterhaanden kunde frembringe det lidt efter lidt. Dette
stadfæster sig ogsaa gjennem mange af hans ungdomsarbeider; af
disse-er nogle fine i farven som Corot’s billeder. Men de- herligste af hans
arbeider er de, hvori han er ganske sig selv, hvor ungdom, friskhed,
hensynsløshed, dristighed, lynglimtene er det fremherskende — og
hvor en lieltemæssig kraft har betvunget koloriten og holder det hele
sammen. Böcklins selvfødte kolorit er som en af de friske bække i
hans hjem, som kommer klare og kolde fra bjergene. Der er i hans
farve noget uberørt, i deres undertiden staalblanke haardhed lever der
ungdom.
Kaster man et blik over rækken af hans vellykkede arbeider i
deres virkelige oprindelighed og pragtfulde fantasi, saa har man
noget, som i vor tid ikke findes hos andre nationer, dersom vi tager
Böcklin som tysker, hvad der paa grund af hans fantastiske idealisme
forekommer os naturlig.
Men det maa vel præciseres nøiere; man kan vel ikke opfatte
ham som tysker i almindelighed, men som en mand fra det tyske Schweitz.
Man begriber ham, naar man ser ham som en uforfalsket schweitzer,
som udtryk for et folk, der hidtil var ganske uden maleri og uden
skole. Han staar paa sin hjemlige jordbund, — der aldrig har været
opdyrket med kunst. Han fremtræder som et geni, som er uden
omgivelse, et geni, der i sig legemliggjør sine landsmænds folkekraft.
Thi jo mere maa studerer hans verker, desto umiskjendeligere ser man,
hvorledes han er frugten af denne jordbund, og slegtskabet med den
schweiziske djærvhed — i en vis forstand ogsaa prosa — blir
paafaldende .
Men saa rykkede han sin fantasi ud af de altfor snevre grænser.
Han reiser fra sted til sted. I Italien finder han sig selv igjen.
Ingen maler solen som han. Han gir mysticismen ord. Han gir
udtryk for kjærlighed, for rig længsel, for oldtiden, for alt.
Hans fantasi omspændte alle omraader. Den gik fra det
kristelige til det hedenske og faldt i henrykkelse ved havet; den føler det
vildeste, men den opfanger ogsaa det sarteste, den skildrer den
paniske skræk, men den fordyber sig ogsaa i hyrdindens tanker, den viser
i en enkelt figur fra oldtiden den mest slaaende opfindelsesevne, i
landskabet behersker den fred og vildhed, de blødeste luftninger og den
solrigste livsalighed, men ogsaa den tragiske pathos’s magt.
Secessionisternes udstilling iaar gav ham en consécration, som
franskmændene kalder dét. Man havde i München udstillet et af hans
betydeligste arbeider: „begravelsen" (Grablegung), og samtidig flere
andre af kunstnerens arbeider, hvoriblandt „Diana" var det betydelig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
