Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Paul Monceaux: Benjamin Constant
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
157
kan sige om dem, jeg kalder mine venner". I virkeligheden er alle
mennesker ham ligegyldige eller forhadte: „Mit liv er igrunden
intetsteds udenfor mig selv — — Mit indre er omgivet af en barriere,
som andre ikke kan komme indenfor. — Jeg afskyr endnu ikke livet,
men jeg afskyr og af et oprigtigt hjerte menneskene og
slegtskabs-baand, som ingen længere taler til mig om". Han driver det i sin
egoistiske misanthropi til at ønske livet af folk: „Jeg tror nok, jeg
kunde føie et stort kald til at opsætte dødslisten d. v. s. listen over
dem, som hver dag burde dø".
Hans straf var egoisternes sedvanlige: væmmelse ved alt og
kjedsomhed. I femogtyveaarsalderen beskriver han sig selv i følgende
ord: „Blaseret for alt, kjed af alt, bitter, egoistisk, med en slags
følsomhed, som kun piner mig, bevægelig i en grad, der gjør mig
latterlig, underkastet anfald af melankoli, som afbryder alle mine
planer — — hvorledes kan De da tro, at jeg skal gjøre lykke, at jeg
skal behage, at jeg skal leve?" Denne tragiske kjedsomhed har han
anatomisk sønderlemmet i sin Adolphe, hvor han har fornyet den
psykologiske roman ved at skabe den kjedelige genre.
For at gjøre ham fuldstændig var denne bitre egoist angrebet af
en uhelbredelig sygdom paa viljen. Han er et sjeldent eksempel paa
mandlig løshed (ve ule rie). Han kjendte sig isaahenseende godt selv:
„Det er bare viljen, som mangler mig, for at være lykkelig". Først
bortskjæmt af en bedstemor og en tante, derpaa pludselig kastet i
hænderne paa en brutal lærer, der fuldstændig knuste hans sjæl, førte
han senere et omvandrende, enerverende liv uden at finde noget at
fæste sig ved og finde ro i. Hverken familje eller religion eller
endog fædreland; thi Frankrige var kun hans ærgjerrigheds fædreland.
Tidlig følte han sig udygtig til at træffe en afgjørelse, og altid led
han derunder: „Jeg er stadig i uro paagrund af en elendig
karaktersvagheds rastløshed. Der er ikke noget mere latterligt end min
ubeslutsomhed, snart egteskab, snart ensomhed, snart Tyskland, snart
Frankrig, betænkende mig bestandig, især fordi jeg igrunden ikke kan
undvære noget". Hele sit liv drømte han om uafhængighed, og altid
gjorde hans selvovergivelse ham til slave: „Hvilken besynderlig mani
for uafhængighed og ensomhed har behersket mit liv, og ved hvilken
endnu besynderligere svaghed er jeg endnu den dag idag den
afhæn-gigste mand, som findes!" Denne hans ubeslutsomhed viser sig i stort
som i smaat. En dag pakker han sine kufferter for en lang reise,
og den næste dag opdager han, at han ikke er reist: „Mit værelse
var varmt, min seng god, jeg blev hjemme. Det er billedet paa alle
mine planer." Hans forhold til Mme de Stael er en lang
komedie. I 1807, f. eks., er han ifærd med at gifte sig, han har
besluttet at bryde med hende, og han skiiver høitidelig i sin
Dagbog: „Idag, den 30te august 1807 — lad os merke os denne dag
— er min beslutning taget, jeg reiser uigjenkaldelig. Her er et brev.
Sidste farvel." Næste dag: „Hvad har jeg sagt? Alt er omvæltet,
denne anstrengelse er mig umulig! En frygtelig dag i angst og
ubestemthed. Mit brev er sønderrevet, en magisk magt behersker mig.
Jeg reiser til Coppet: hvad skal jeg gjøre der, store Grud!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
