Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gabriel Finne: Emanuel Daah. En fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
224
bryde frem. Han gav sig til at forklare videre, saa atter op,
forskende .... de samme brungraa stirrende øine mødte ham, nu
var de opspærrede, duggede, laagene rørte sig ikke. „Er det ikke
den rette maade at forklare paa, tror De?" Men han følte da, at
det var noget helt andet, hun vilde faa ham til at tale om. Hun
smilte, mens struben svælgede og øinene var fugtige. Saa
klappede hun hans arm og saa blygt nedfor sig, mens hun blev rød
.....og som i et jubelskrig gik det op for ham, at her, hos
hende, var frelsen fra alle de fristende drømme, der tog søvnen og
sundheden og humøret fra ham. —
— Nu gik han her i den fremmede by og tænkte paa, hvor
svimlende cleiligt det var begyndt, og hvor stygt og rædselsfuldt
det var endt. Saa sørgelig en cicisbeo som ham var endnu ikke
forekommet.
Han stansede udenfor et hus, hvorpaa stod: Samlaget. Han
hørte sur og stemmer derindefra og godt oplyst var der, og saa
gik han ind. En hel del fiskere og sjøfolk, de fleste med sydvest
sad og drak øl og røgte skraatobak. Koselige saa de ud, rigtig
venlige kystfolk, og manden bag skjænken gjorde ogsaa et varmt
og sympatisk indtryk. Gudskelov, tænkte Daah, — her er da
ialfald et sted, hvor man kan sidde og lune sig og føie sig blandt
mennesker. Og han fik en toddy.
Paa væggen bagom skjænken blev der aabnet en dør, som
Daah ikke havde lagt mærke til, og ind traadte en høi ung mand,
i elegant pels og flos og hansker.
„Kjøligt i luften fremdeles," sa han og gren mod lyset.
Manden bag skjænken viste ham megen ærbødighed.
„Jeg skulde faa lov at betale den sidste vinen," sa den flotte
herre og tog hatten af og speidede ind i stuen, hvor sjøfolkene
sad hyllet i røg. Nu syntes Emanuel, at han skulde kjende
manden, og han bøiede sig ned for at den anden ikke skulde fæste
sig ved ham.
„Vil doktoren ha betalt det forrige ogsaa," spurgte
samlagsbe-styreren og slog op i en bog.
Ja gjerne det.
Pelsen knappedes op.
„Doktoren —?" Pludselig stod det for Daah, hvem den
elegante fyr var. Doktor Hartvig fra Trondhjem, fra samme by som
han selv. Jens Hartvig, ja! Emanuels far og Hartvigs far var
klubvenner, kom i hinandens hjem. Saa ofte havde Daah og fyren
dér spillet krokket i Hartvigs have, naar den unge mediciner var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
