Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mac Coll Malcolm: Til belysning af det armeniske spørgsmaal - II. En kristens vidnesbyrd mod en muhamedaner gjælder ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
320
som er underlagte sultanens regjering. — Alle, som har studeret det
muselmanske system, ved, at det ikke kan være anderledes, og enhver
reisende, som undersøger forholdene selv, istedetfor at se med Tyrkiets
officielle øine, vil finde, at kjendsgjerningeime nøiagtig svarer til den
hellige lovs fordringer. Men jeg skal kun holde mig til de officielle
vidnesbyrd, til rapporter fra konsuler og ambassadører i de forskjellige tyrkiske
byer. Jeg har læst gjennem alle konsulatberetninger om de kristnes
kaar i Tyrkiet i de sidste femti aar, og jeg erklærer med sikkerhed,
at alle er enige i dette punkt. Jeg anfører nogle faa citater.
I 1860 afsendte lord John Russell, som dengang var sekretær
ved udenrigsministeret, major Cox, en ingeniørofficer, for at han
skulde-indlevere en rapport om de kristnes vilkaar i Tyrkiet. — Paa
spørgsmaalet : Er der adgang for den kristne til at vidne for retten ? svarer
han: „I processer mellem kristne indbyrdes, ja; i mellem kristne og
muselmen, nei."
Generalkonsul Rogers skrev fra Beyrout i 1867 til lord Lyons:
„Eor de muhamedanske domstole, for hvilke Koranen og dens bud er
den eneste lovbog, blir et ikke-muhamedansk vidne mod en muselman
ikke godkjendt. At tilstede det vilde være at krænke et grundprincip
i den muhamedanske religion."
Vicekonsulen Sankey skrev til lord Lyons fra Kustendje i 1867:
„Naar det er en tyrker, som er anklager eller forsvarer for
retten, blir en kristens vidnesbyrd ikke accepteret, og en rajah (o: kristen
undersaat i Tyrkiet) maa, selv om han kan præstere 50 vidner, betale
to tyrkere for at vidne om sin uskyldighed; dette er noget, som gaar
for sig hver dag — — —
I Tultschadistriktet, som regjeres af en kaimakam og blandede
domstole, mistede ifjor en kristen bonde tre heste. Han saa senere
sine heste i en muselmans besiddelse, som kom fra en anden landsby.
Denne sag blev bragt for kadien og domstolene. Klageren vilde
fremføre vidner for at bevise, at hestene virkelig var hans. Han tilbød
vidnesb}rrd fra alle beboerne i hans landsby, enhver af dem kunde
sverge paa, at hestene var bondens eiendom, men forgjæves. Man
krævede, at han fremstillede tyrkiske vidner. Han sagde, at der var
ingen tyrkere i hans landsby; men det vilde man ikke høre paa:
skaffede han ikke tyrkiske vidner, fik han heller ikke sine heste."
Konsul Wilkinson skrev i 1867 fra Salonika til lord Stanley:
„De kristnes hovedanke, nemlig deres udelukkelse fra at optræde
som vidner for de civile domstole, er kun i navnet afhjulpet; thi i de
blandede domstole, som nylig er oprettede, er de kristnes antal saa
ringe, at afgjørelsen fremdeles faktisk ligger i muhamedanernes haand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
