Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Worm Müller: „I skulle aldeles intet sverge“ - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•370
Saa er det forresten beller ikke saa underligt, at ogsaa jeg har
kunnet slibe kanterne af saare minder . . .
Naa — som regel uleiliger man ikke statsadvokaten for en
slig histories skyld — med mindre man kan vinde sin sag derved,
naturligvis. Ti det er den eneste livsvisdom: skaffe sig selv og
andre saa liden uleilighed som mulig. Det vilde derfor være
ligefrem taktløst, om et vidne, efter at have afgivet sin forklaring,
gjorde vrøvl med edens aflæggelse. Har man været i retten en
hel formiddag, begynder man sandelig at længes efter sin middag.
Men — som sagt — sligt hænder aldrig. Den ting at aflægge
ed hører ligesom med til de færdigheder, en statsborger maa være
i besiddelse af, og havde man valget, vilde man langt foretrække
at sverge et par gange om aaret fremfor at aftjene sin
vernepligt, f. eks. . . . Forøvrigt er maaden tidt anderledes nu end før
i tiden. Den gang rakte man kun tre fingre i veiret, nu bruger
man hele haanden. Jeg har imidlertid ikke merket, at folk er blevet
mere ængstelig for det. Enten en soldat gjør honnør med to fingre,
eller han samler fingerspidserne mod huebaandet, er han akkurat
lige rap . . .
Kun én gang i mit liv har jeg set et menneske bæve tilbage,
da de frygtelige ord om „Gud, den almægtige og alvidende", lød
ned til hencle fra dommeren, og tvang hende til at granske i sin
sjel, og hun opdaged, at hun bare var et skrøbeligt menneske,
hvem det var negtet, selv i ubetydelige ting at kunne udtrykke den
hele, fulde sandhed.
Det var forøvrigt den sag, der blev „bestemmende" for mig
— eller som bragte bestemmelsen frem i dagen, jeg ved ikke.
Den har altsaa i sin tid gjort et umaadelig dybt indtryk paa mig,
det var første — og forresten ogsaa sidste — gang i hele mit
liv, at jeg blev, hvad man egentlig kalder rystet. Men alligevel
holdt jeg ikke op at føre vidner og drive dem frem til
edsaflæggelse. I førstningen grøssed det vel af og til i mig. naar jeg saa
et menneske låve sig istand til at sverge. Med tiden sløvedes den
fornemmelse imidlertid mere og mere og blev tilslut ganske borte.
Det kom vel af vanens magt — og nødvendighedens. For en
sagfører blir jo ikke saa sjelden nødsaget til at føre vidner . . .
Men nu, da jeg har trukket mig ud af det hele og lever her
ganske alene og sjelden eller aldrig ser et menneske — fordi de
allesammen har en eller anden ting ved sig, som støder mig —
nu tager jeg ofte den erindring frem, vender og dreier den paa
alle ender og kanter, betragter den omhyggelig, gnider paa den og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
