Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Over ævne. 2det stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•454
Solen gjør stærk og opfindsom, Solen er Selskab, Solen gir Tro!’
De rige deroppe ved det altsammen, lige fra Skolen ved de det,
og endda har de ladet dere leve her. De har ladet dere leve her,
som Utøi og Smitte lever med, og Barna blir bleke og Tankerne
skumle; baade Klæder og Sind tar Mug. Prester og Kirker har
de, og en Smule Yelgj ørenhed har de ogsaa. — — — — Nogen
Arbeiderhjem hist og her — retter det paa disse de Tuseners
Savn? Hvad spaar, at her snart blir bedre?"
Naar vi trækker fra den lidt agitatoriske tone, hvori Bratt her
naturlig taler, saa vil ingen knne negte, at dette er et slaaende
sandfærdigt billede af ethvert udviklet europæisk samfund, saaledes
som det ser ud ved udgangen af dette aarhundrede.
„Helvede" for de mange, „Solsletten" for de faa begunstigede,
•— det er i to ord den store, sociale kjendsgjerning, som danner
anarkismens og dynamitattentaternes dystre baggrund.
Man maa ikke heraf slutte, at Bjørnsons nye drama paa nogen
maade er et indlæg for en eller anden theori, for socialismen
f. eks.; — man kan ikke engang med rette sige, at hans medfølelse for
arbeiderne gjør hans fremstilling partisk. Med stor overlegenhed
blotlægger han sjælene paa begge sider af kløften, saavel de
enkelte fremstaaende individers som massesjælene. Med mageløs
sikkerhed individualiserer han alle forskjellige grupper baade i
„Helvede" og paa „Borgen" ; uden at han en eneste gang bruger
de kjedsommelige slagord og gruppenavne, som vi almindelige
dødelige maa benytte os af for at gjøre os forstaaelige for hinanden,
falder der gjennem nogle faa replikker ligesom korte lyn over
saavel arbeidernes som arbeidsherrernes masser, saa vi i tydelig relief
ser schatteringerne inden dem. Den sultne arbeider, som er kjed
og lei af hele streiken, som kun har ladet sig tvinge til at være
med, kommer slet ikke til orde, tør ikke sige noget; men vi ser
dog gjennem andres replikker hans magre, forpinte ansigt. —
Pakket, lumpen-proletariatet, skriger i ubenævnt raahed paa vold
og mord. De brave, formaalsbevidste, socialistiske arbeidere tygger
med haardnakket halstarrighed paa de engang lærte fraser og lader
sig aldrig drive ud af den bane, deres ledere engang har drevet
dem ind paa. Selv det akademiske proletariat har i Otto Herre
faaet en kostelig, tragikomisk repræsentant, hvis lurvede veltalenhed
ganske vist er bygget paa direkte reminiscenser fra virkeligheden.
Med samme knappe klarhed, hvormed digteren i første akt
lader os se „Helvede" med al dets jammer og fortvilelse, viser
En liden plet paa fremstillingen af „Helvede" er sprogformen hos
„Skinfællen". Det saarede unegtelig min lokalpatriotisme, at Bjørnson saa totalt
har glemt den bergenske dialekt. I „Skinfællen"s gloseforraad er der en mængde
feil, og sætningsaccenten er næsten ikke rigtig et eneste sted.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
