Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Troye: George Egerton: Keynotes — Discords
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
27
deres kjærlighed, forudsat der var nogen at begynde med, deres livs mysterium
og kronende glorie blir forvandlet til en pligt, de underkaster sig med ulyst,
istedetfor en gunst de tilstaar sin mand, som maa bli en ny elsker for at
opnaa den."
„Jeg siger, det er din skyld, fordi du opdrog mig til en taabe, en idiot,
uvidende om alt. Jeg burde ha kjendt til mine fysiske behov, den
frembrydende lidenskab, selve betydningen af mit kjøn, mit forhold som hustru og
moder. Du gav mig ikke ét vaaben i haanden at forsvare mig mod mulige
angreb af en mand, paa sit værste. Du sendte mig ud at kjæmpe den sværeste
kamp i en kvindes liv, den, i hvilken hun burde kjende hver vending i spillet,
med et hvidt gaze — liun ler spottende — af pigerenhed til skjold."
„Tror du, at hvis jeg havde forstaat, hvor forfærdelig intimt mit forhold til
ham vilde ha været, at min hele sjæl ikke vilde ha reist sig i oprør, den hele
kvinde i mig raabt ud imod en slig fornedrelse af mig selv." Hendes ord
skjæl-ver af lidenskab, og den kvinde, som bar hende, føier det som piskeslag.
„Vilde jeg ikke ha gyst ved tanken paa ham i et. sligt forhold? — og ventet
og ventet, indtil je<? fandt den mand, som kunde tilfredsstille mig, legem og
sjæl, — til hvem jeg vilde ha gaat uden nogen falsk skam, paa hvem jeg
vilde tænke med glæde som far til et lidet barn, jeg skulde faa. for hvem
kjærlighedens eller lidenskabens — kald det hvad du vil — hvide ild i mit hjerte
vilde ha brændt klart og frelst mig fra den følelse af modbydelig rædsel, som
har gjort mit gifte liv til en nattemare for mig — ja, gjort mig til en
morderske i tanken, atter og atter . . . toet har dræbt sødmen i mig, kvindens
rene tanker i mig, bragt mig til at hade mig selv og bade dig." — — — —
Og saa gaar h.un igjen, som hun er kommen, ucl i den tidlige
høstmorgen, med en følelse af, at høsten ogsaa er kommen til
hende, alt i hendes vaar.
Det er saa uvant for en kvinde at tale ud om ting som disse,
at det ikke er underligt, om der nu og da — skjønt sjeldent —
kan komme |noget hysterisk, uægte i tonen, en tilbøielighed til at
ligesom bestige et katheder og lægge ud, — en temmelig
almindelig tilbøielighed hos skrivende damer. Men det kan ikke negtes,
at ofte har hendes ord en overbevisningens intensitet, en fart og
en magt, som river med. Denne spæde kvinderøst er ogsaa, paa
sin vis, en røst fra dybderne, fra de inderste instinkter i
kvindenaturen, neppe længer hørbare gjennem de lag af hævdvunden
vedtægt, der i tidens løb har overdækket dem. Hun har lagt sit
lydhøre øre ned til dem, og her er hendes fortolkning af dem. Den
peger langt udover de krav paa ydre rettigheder og mekaniske
reformer, der gjør saa megen larm i vore dages kvindebevægelse;
hun synes at staa fjern og ligegyldig for alt det. Det er de
indre, finere intime forholde mellem mand og kvinde, de, der ikke kan
formuleres i lovparagrafer, hun tar sigte paa. En kvindelig „um-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
