Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Claire de Pratz: Den moderne kvinde i England
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
227
Og mændene svarer:
„Har ikke de love, som I angriber med saadan lidenskab, tilladt
kvinden at faa sin vilje i tidligere tider. „Hvor er kvinden?" er det
stadige spørgsmaal, li vis berettigelse erfaringen har godtgjort.
Igrunden har I aldrig været mindre forfulgte, end naar I syntes at være det."
Men de „fremskredne kvinder" anser sig ikke for slagne. De svarer
igjen:
„Men vi vil ikke seire ved rænker og list eller ved den
medlidenhed, vor svaghed indgyder eder. Vi har nu lært at tænke, ikke
instinktivt og ulogisk som børn, men med filosofens kolde fornuft. Vi
forlanger vor ret, ikke fordi vi bønfalder om den med vakre,
taare-blændede øine, men fordi sandheden og retfærdigheden er paa vor side.
For en skam aldrig at kunne seire uden ved først at erklære sig for
beseiret."
Og dette er det, den moderne kvindes roman hævder. Kvinders
arbeide for kvinder, paa engang litteratur og propaganda. Det
mandlige synspunkt er forladt, der er ikke længere tale om en mandens
tjenerinde, der kun er interessant, fordi hun kompletterer ham og
adlyder ham. En mening, som igrunden endnu har meget dybe rødder.
Hvormange romanforfattere paa moden er der ikke, som vilde bli
temmelig forbausede, dersom man vovede at si til dem: „Det kan
let hænde, at Deres heltinder hverken ser eller hører eller forstaar
saaledes, som De indbilder Dem." Men egentlig er det jo noksaa
naturligt, at en kvinde ikke kan se tilbunds i kvinden, da hun jo maa
holde sig til de udvortes manifestationer for at danne sig en
forestilling om hendes sjæl.
Med den nye opdragelse har evnen til personlig analyse vokset hos
•det oprørske kjøn. De har anstrængt sig for at gi sig, slig som de
er, og de generer sig virkelig heller ikke for at nedskrive, hvad de
føler og tænker, og hvad de vil. Men denne tendens til propaganda
vil kanske bli skjæbnesvanger for den rene kunst, som befinder sig
bedst, naar den er eneherre i sit eget rige. Derfor er der blandt
dem, som man nu i England ialmindelighed betegner som the new
women, ogsaa mange, som slet ikke gjør litterære pretensioner. De
skriver, fordi de — med rette eller urette — mener at ha noget at
si. Af og til slumper de op i at skrive et elegant sprog, men deres
oprigtighed er dog endnu deres hovedfortjeneste.
Blandt dem, som optræder fornuftigst, vil jeg nævne Amelie
Hives (amerikanerinde), skjønt hun ikke er tilstrækkelig vidtgaaende
til at staa i første række „af nye kvinder". Men hun har skrevet
flere merkelige bøger, hvor selve den elskende kvindes sjæl — paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
