Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Prof. F. Max Müller: Buddhas løsning af det sociale spørgsmaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
287
erne og udøvedes i den vedaiske tid. Det har altid forekommet mig
paafaldende besynderligt, at der i et land som Indien overhovedet var
plads for eller trang til velgjørenhed. Naturen i dette land er venlig
som en moder, og menneskene er saa nøisomme, at man maa undres
over, at her idetheletaget nogen kan lære fattigdom at kjende.
I det gamle Indien kunde enhver, som vilde, faa land til at dyrke.
Vildtet tilhørte den, som skjød det. Elvene var fiskrige, trærne fulcle
af frugter. Der var nok og mere end nok for enhver — og dog var
der fattige, som tiggede ved de riges døre. Man tænke sig, at selv
nu, efterat der er opstaaet saa mange kunstige behov, kan en mand i
en indisk landsby leve anstændig for en krone om ugen, og en kvinde
endogsaa for endnu mindre; — et gift par kan altsaa leve for 100
kr. om aaret. Og alligevel og trods sine smaa krav, en lerhytte,
nogle filler til beklædning, lidt ris og melk samt, som en stor luksus,
smør, — har hinduerne ligefra vedaernes tid og til den dag i dag
stedse klaget over armod og hunger og har altid prist
rundliaandet-hed og velgjørenhed som en af de første pligter og høieste dyder.
—-Blandt Rig-vedas hymner er der en, som tilskrives bhiJcschu.
Bhik-schu betyder tigger og er det navn, som senere Buddha selv og ethvert
medlem af hans broderskab antog. I denne hymne heder det, at
guderne ønskede ikke, at menneskene skulde dø af hunger, men at
de rige skulde gi de fattige. Den, som er velgjørende, siger
digteren, vil aldrig lære mangel at kjende. Menneskene mindes om, at
skjæbnen veksler, og at vi skal være ulige. Det synes ialfald at være
indholdet af den sidste strofe, hvor det heder: „Selv to hænder, skjønt
de samme, handler ei paa samme maade, — to kjør al den samme
moder gir ikke den samme melk — selv tvillinger har ikke de samme
evner — selv slægtninge gir ikke de samme gaver."
Den samme idé gaar gjennem hele veda. Den rundhaandede elskes
af guderne; den, som ikke gir, kaldes ufrom, vantroende, kjættersk.
Maaske er der intet, som saa tydelig viser forskjellen mellem vort
moderne samfund og det gamle Indiens, som den kjendsgjerning, at
hos os blir tiggeri straffet efter, loven, mens i Indien tiggeren
anerkendtes som et berettiget medlem af samfundet, som loven beskyttede,
og som guderne vaagede over.
Vi maa altid erindre, at vi kun kjender meget lidet til Indiens
samfundstilstand i den vedaiske tid udenfor det, som stammer fra
hellige eller prestelige kilder. Alt var maaske ikke saaledes som
bråh-manerne mente, at det skulde være. Alt, hvad vi ser, kan vi kun se
gjennem bråhmanske briller, og vi har ikke noget middel til at
korrigere deres synsvinkel — undtagen i det høieste ved ganske generel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
