Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maximilian Harden: Kvinderne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
358
en fordel eller at gjøre sig livet bekvemmere; men beller ikke denne,
barme forgriber sig paa hans eget kjære legeme, men raser uden
fare ud bare i toner. Den gule mand skar med harmfulde greb det
dækkende laag ud af øienhulen, den hvide mand ryster den
overvæL-dende vrede ud i den faste form af en larmende tale; og nu
moderniseres ogsaa slutten af den gamle legende. Intet undertræ spirer op
af Europas afkjølede jordbund; alt gaar’tvertimod ganske naturlig til:
de andre, som lider under et lignende onde og endnu ikke har fundet
udtryk for sin smerte, lytter til den enes tale; de samler sig om den
veltalende forkynder af deres lidelser, vælger ham til sin fører og vil
derefter i forening sende sit bange nødraab ud i luften. Derved blir
smerten, som søgte efter udtryk, vistnok ikke ophævet; men naar
det-kommer til stykket, er det clog en trøst at lide i en stor hob af syge,,
og skriget beskytter i ethvert fald ulykkesbrødrene mod søvnighed.
Det er den europæiske efter vore mildere seder og vor vantro
afpassede udgave af den gamle legende, som lærte japaneseren, at
vredesudbruddet formaar at lindre selve vreden.
Alle bekymrede, som nogensinde med trods reiste sig mod en
haard skjæbne, har leveret beviset paa denne læres banale
hverdags-visdom, — om de end for det meste selv ikke aner det. De væbnede
sig sedvanlig til en kolonnemarsch, som skulde føre dem mod et høit
maal, og merkede slet ikke, at de underveis blev lettere om hjertet,
fordi velklingende taler forkortede dagen, og synet af den staselig
fremadskridende skare gav dem en trøstende følelse af fællesskab..
Fra tid til anden hed det da, at man allerede var tæt ved det
efterstræbte maal, og de vandrende fornam ikke, hvorledes marschens
tempo var bleven langsommere, hvorledes stedse nye skovstrækninger
og fjeldkjeder opdukkede, mens den lysning, som deres sjæl søgte,
var og blev skjult for det længtende øie. Man var dog ikke længere
alene, man var i selskab med stemningsbeslegtede mennesker og fandt
let en beskjæftigelse, som hjalp over det værste ubehag: snart skulde,
det vaklende tog ordnes og organiseres, snart maatte de udmattede
opmuntres med munter tiltale og de altfor hidsige bringes tilro med
alvorlig tale; snart lokkede lønnende arbeide paa alle kanter og førte
efterhaanden de oprørte gemytter tilbage til fred og glæde. Hvad
gjør det, om veien ikke fører frem til de oprindelige ønskers høie
maal? — — — Harmen skaffer sig clog luft, legem og sjæl
tumler sig i den friske luft, og forladthedens dystre længsler faar en
ende. Saaledes opstaar bevægelser, saaledes stivner de til
ubevægelighed og yder alligevel et rigeligt maal af trøst og varmende lykke..
Saaledes kan et reiseselskab, selv naar det skib, der skulde føre dem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
